De skal kæmpe om trofæet i Vild med dans-finalen
I semifinalen måtte influenceren Cecilie Schmeichel og Damian Czarneck vinke farvel og glipper dermed årets finale i "Vild med dans". Tre par gik videre.
Der var svedige håndflader og nerver uden på de brusende kjoler og stive manchetter, da ”Vild med dans” fredag aften skulle finde sine tre finalister.
Fire par kæmpede om de eftertragtede pladser, og her var det skuespilleren Caspar Phillipson og partner Malene Østergaard, paraatleten Daniel Wagner og Asta Björk og komiker Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen, der af seerne blev stemt videre til det store finalebrag.
Det var dermed lige før og næsten for influenceren Cecilie Schmeichel og Damian Czarneck, men i det allersidste program inden den store Vild med dans-finale, stemte seerne altså parret ud.
Der var ikke nogen omdans i semifinalen, og det betød, at parret røg direkte ud af konkurrencen efter afstemningen.
Aftenen lagde ud med en optræden fra sangerinden Clara, der sang ”To the Moon”.
Og så åbnede komiker Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen ballet med en slowfox. Samme dans skulle influencer Cecilie Schmeichel og Damian Czarneck fremvise.
For paraatleten Daniel Wagner og hans partner Asta Björk var der jive på menuen, mens skuespilleren Caspar Phillipson og Malene Østergaard gav deres bud på en samba.
Den fik dommer Jens Werner til at kåre Caspar Phillipson til den bedste danser i Vild med dans-historien.
Og han er ikke ene om at have et godt øje til skuespilleren. Det har oddssætterne også - de mener nemlig, at Caspar Phillipson har en god chance for at snuppe trofæet i finalen.
Da de fire par havde optrådt første gang, var der lagt op til både lidenskab og dramatik, da de igen skulle på gulvet i en tango.
Og så kom sangerinden Medina forbi og gav et nummer, før spændingen blev udløst, og de tre finalepar kunne ånde lettet op.
Finalen i ”Vild med dans” 2022 løber af stablen fredag den 11. november klokken 20.00 på TV 2.