Fabräk holder fest med de rige børn
I april udgav Fabräk deres anmelderroste debutalbum ’Rige Børn Leger Bedst’. Nu er der ekstrakoncert i Aarhus.
Danske Fabräk har på meget kort tid cementeret deres position på den danske musikscene, som en slags ny bevægelse for, hvordan dansk musik anno 2022 kan lyde. Deres melodiske, energifyldte og selvironiske univers er et frisk pust.
Det står i en pressemeddelelse fra Train, hvor bandet spiller 18. november klokken 20.
Det hele startede med debutsingle ’Voldsom og dernæst hitsinglen ’Daarligt’, der fik højeste rotation hos P3 og P6 Beat samt den melodiske single ’24’, der viste nye sider. Duoens talent er bestemt ikke gået ubemærket hen, hvilket kan ses på de flotte anmeldelser, som debutalbummet ’Rige Børn Leger Bedst’ har smidt af sig.
Fabräk var nomineret til tre Steppeulven-priser, optrådte på Vegas Udvalgte, Zulu-Awards og Gaffa-Prisen, og har derudover toppet samtlige toneangivende mediers årslister for ”Bedste Sange”, ”Uimodståelige øjeblikke” og ”De bliver store i 2022”.
De var også at finde på dette års Spot Festival, hvor de spillede i et propfyldt Ridehuset.