Fortsæt til indhold

Nisser er flyttet ind - og det er ganske vist

Et par kreative kvinder har hjulpet en flok nisser med at bygge huse i Østergade i Hammel.

Kultur og byliv

Gad vide, om Østergades nyeste beboere har haft byggetilladelserne i orden. Der er i hvert fald tale om nogle... skal vi kalde det utraditionelle byggerier, som nok ikke helt følger diverse byggekrav. Nå, men mon ikke, at det går. De nye beboere har lovet, at det er en midlertidig bosættelse, som varer halvanden måneds tid endnu.

Faktisk er den store flok nisser, som der her er tale om, inviteret til Hammel af handelsstandsforeningen med det formål at skabe hygge og trække endnu flere folk til byen.

Diverse byggekrav er vist ikke helt overholdt til denne nissebolig, men det går nu nok alligevel. Foto: Lise Reese

Det er de to særdeles kreative sjæle Marianne Bøving Andersen og Kirsten Nielsen, som har hjulpet de kære, små væsner med at bygge deres hjem. Nisse-hjælperne har siden august været på jagt efter brugbare genbrugsfund og materialer fra skoven, sådan at nissernes ophold i Østergades blomsterkummer kan blive så behageligt som muligt.

Marianne Bøving Andersen i fuld sving. Foto: Lise Reese
Kisten Nielsen retter lidt til. Foto: Lise Reese