Fortsæt til indhold

Helger går på scenen med Kulturskolen

100 elever deltager i teaterkoncerten 'True colours' søndag 24. marts

Kultur og byliv
Arkiv

skanderborg Kulturskolen Skanderborg afvikler hvert år et stjernedrysarrangement med en stor festforestilling for nysgerrige østjyder.

I år er der ekstra meget stjernedrys over forestillingen, som hedder 'True colours'. 100 elever fra kulturskolen er på scenen ved forestillingen søndag 24. marts kl. 15, hvor skuespiller Anne Marie Helger drysser professionelt stjernestøv over forestillingen.

'True colours' sætter fokus på, hvordan personer kan ændre andres selvbillede.

Regnbue frastøder farver

Historien tager udgangspunkt i en regnbue, som en dag overrumples af én enkelt persons holdning.

Regnbuen ser pludselig helt anderledes på sig selv og ønsker at frastøde alle sine farver og alle sine følelser. Det bliver en farvestrålende teaterkoncert med elever fra både musik, drama, dans, billedkunst og mange flere.

Teaterkoncerten 24. marts er både for familier til kulturskoleelever og for andre østjyder, som gerne vil have en kulturel oplevelse.

Billetter købes via www.kulturskolenskanderborg.dk.

25. marts spilles teaterkoncerten to gange for kommunens 3. klasser.

jesl