Lukas og Mikkel skal til semifinale i biologi-OL
93 elever fra Skanderborg Gymnasium stillede op til den indledende runde af Biologi-OL
skanderborg Lukas Helming, 3y, og Mikkel Lund Tegtmeier, 2y, skal til semifinalen i biologi-OL. Det står fast, efter at de sammen med 93 andre elever fra Skanderborg Gymnasium har deltaget i den indledende runde.
På landsplan deltog cirka 2.600 elever, og af dem gik 30 elever videre til semifinalen. Blandt de 30 elever har Skanderborg Gymnasium altså to.
Finale i Japan
Biologi-OL er en del af en international konkurrence med lande fra hele verden, så hvis eleverne kvalificerer sig til finalen, skal de gennem intens træning for at kunne besejre konkurrenter fra hele verden.
Semifinalen foregår på Aarhus Universitet 8. januar – 10. januar 2020.
De 15, der klarer sig bedst ved semifinalen, udgør årets finalister. De indgår i et træningsforløb gennem foråret inden Danmarks fire nationale vindere kåres 4. maj på STU.
Det internationale Biologi-OL finder sted i Nagasaki i Japan 3.-11. juli 2020.
jesl