Guide til Århundredets Festival 2020
Under overskriften 'Millennium' indtager Århundredets Festival igen i år Aarhus. Fra 28. februar til 8. marts byder festivalen indenfor til hele 120 kulturelle arrangementer rundt omkring i byen
AARHUS Der jubles, da Berlinmuren væltes og sender Den Kolde Krig helt ud i kulden. I Danmark skriver vi verdenshistorie, da Axel og Eigil indgår registreret partnerskab og åbner op for nye måder at være en familie på. Med et står verden stille, da to fly en klar septemberdag i 2001 flyver ind i World Trade Center i New York. Frygten for terror griber om sig, og vi kigger på os selv igennem de overvågningskameraer, vi sætter op i tryghedens navn. Hvor skal håbet komme fra? Ungdommen?Harry Potter imod mørkets magter og Greta Thunberg imod verdens ledere. Hvem skal sikre fremtiden?
Århundredets Festival inviterer i perioden 28. februar til 8. marts til sanselige oplevelser i krydsfeltet mellem viden og kultur. Utraditionelle samarbejder, eksperimenter og nye formidlingskoncepter ser dagens lys, når festivalen via 120 arrangementer opfordrer aarhusianerne til at gå i dybden med tanker, strømninger og skelsættende begivenheder fra 1989 til i dag - under overskriften ’Millennium’.
Projektleder Johanne Greibe Andersen og festival- og programmedarbejder Mette Bentzen fra Folkeuniversitetet i Aarhus, som står bag Århundredets Festival, har udvalgt seks arrangementer, som de mener, Århus Onsdags læsere ikke må gå glip af. Bliv klogere på dem herunder.
High Score! Lyden af computerspillenes historie
Hør fortolkninger af musik fra datidens populære computerspil af Aarhus Jazz Orchestra, alt imens spillene spilles live på scenen. Undervejs vil forsker Andreas Lieberoth give publikum indsigt i computerspillenes udvikling i et musikalsk, samfundsmæssigt og psykologisk perspektiv.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi det er en sjov og anderledes kobling af jazzmusik og computerspil! Og fordi det er festivalens store åbningsfest.”
Stakladen, Studenterhus Aarhus, Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C
28. februar, kl. 20.00-21.30. Entré.
Magt, misbrug og MeToo
Kom til samtalesalon på Kvindemuseet med debattør og offer for hævnporno Emma Holten og ph.d.-studerende Signe Uldbjerg Mortensen, der arbejder med terapeutisk skrivning for ofre for digitale sexkrænkelser. Samtalen modereres af ph.d.-studerende i filosofi Tone Frank Dandanell.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi det fokuserer på et tema, der har fyldt meget i samfundsdebatten de seneste år - og fordi Emma Holten er med på scenen.”
Byrådssalen, Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C
29. februar, kl. 15.00-16.30. Entré.
Byvandring: Da åen blev genfundet
I godt selskab med historiker Doron Haahr skal vi på vandring gennem det centrale Aarhus og høre om, hvordan og hvorfor åen forsvandt – og ikke mindst om, hvorfor og hvordan den dukkede op igen efter at have løbet under byen i mere end et halvt århundrede.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi vi har en tendens til at tage byudviklingen i Aarhus for givet. Men vores lille storby har siden 1989 været i gang med en rivende udvikling.”
Åboulevarden 9, 8000 Aarhus C
3. marts og 5. marts, begge dage kl. 12.30-14.00. Entré.
Absolute Absolute Music!
Fortidens popfix hed Absolute Music, og du har med garanti ejet mindst én af de ikoniske CD’er. I denne live-version af podcasten ’Absolute Absolute Music’ får radiovært Mads Gundersen besøg af rapperen Jøden og hukommelsesforsker Osman Skjold Kingo til en eftermiddag i popmusikkens og nostalgiens tegn.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi musikeren Jøden er med, og fordi podcasten ’Absolute Absolute Music’ er populær i blandt andet millenniumgenerationen.”
Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
7. marts kl. 13.00-14.30. Entré.
Filosofisk vildmarksbad – eksistens i Millennium
Hop med ned i Surf Agencys varme vildmarksbade under åben himmel på Aarhus Havn og nyd Humlelands hjemmebryggede øl skænket af bryggeren selv. Filosof Kresten Lundsgaard-Leth gør os klogere på, hvordan de store eksistenstænkere kan hjælpe os med muligvis at finde ro med vores tilsyneladende rodløse eksistens.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi det er lækkert med vildmarksbad og kolde Aarhus-bryggede øl i marts måned.”
Surf Agency, Fiskerivej 2F, 8000 Aarhus C
7. marts, kl. 14.00-15.30. Entré.
Salon med Kristian von Hornsleth og Camilla Møhring Reestorff
Hvilke forandringspotentialer har kunsten? Vær med, når kunstner Kristian von Hornsleth og aktivismeforsker Camilla Møhring Reestorff besvarer netop det spørgsmål.
“Vi har udvalgt arrangementet, fordi det er en eksklusiv kunstsalon med kunstneren von Hornsleth.”
Dinesen og Garde Hvalsøe Showroom, Mejlborg, Kystvejen 65, 8000 Aarhus C
8. marts, kl. 15.30-17.00. Entré.