Fortsæt til indhold

Tobias Rahim optræder på Northside - flere nye navne tilføjet plakaten

Flere internationale navne og to danske stjerner er føjet til programmet.

Kultur og byliv

NorthSide kunne for ikke længe siden løfte sløret for de første 10 navne på festivalplakaten, herunder Muse, The 1975 og Nik & Jay.

Nu føjes yderligere otte navne til festivalen, der næste år løber af stablen fra den 1. til 3. juni i Eskelunden.

Et af navnene er Tobias Rahim, der må formodes at være helt ovenpå igen, efter at han i en periode i efteråret trak stikket på grund af ”heftig angst og emotionelt kaos.” 33-årige Tobias Rahim, kendt for hittene ’Stor mand’ og ’Muckibar’, vil uden tvivl blive taget godt imod af publikum på Northside, og mon ikke ‘Når mænd græder’ er på setlisten.

Duoen NxWorries, bestående af Anderson .Paak (sådan staves navnet) og produceren Knxwledge, er også tilføjet plakaten. Duoen udgav i 2015 hittet ”Suede” og er kendt for et musikalsk mix af soul, jazz og hiphop.

Bandet First Aid Kit, der står bag sange som ”My Silver Lining”, ”Emmylou” og ”Fireworks’ samt den amerikanske rapper JPEGMAFIA vil også optræde på Northside.

Sidst, men ikke mindst, kommer den danske rapper Gilli til Aarhus. Han kan for fjerde år i streg kalde sig den mest streamede artist på Spotify i Danmark.

Rapperen, som alene i år har udgivet to nye album, spillede i oktober sin hidtil største koncert i Royal Arena.

Således oplyst, og måske opmuntret.