Fortsæt til indhold

Billedskolen 10 år på den kreative bane

I alle årene har Line Frøslev været underviser og en af drivkræfterne i Hinnerup Billedskole. Det er hun stadig

Kultur og byliv
Erling Baastrup

”Vi starter fem hold i billedskolen i Hinnerup og et i Søften. I alt 15 i Favrskov. Nu må vi se, om det er bæredygtigt.” Ordene kommer fra Line Frøslev, der er maler og bor i Grundfør. Hun er uddannet folkeskolelærer, arbejdede nogle år på Regnbueskolen i Hammel, og kunne herfra se, at ikke mindst billedskolen i Hammel var en succes. Derfor var hun med til at starte en op i Hinnerup.

Med på den værste

Det er nu 10 år siden. 10 år, som Line ser tilbage på med glæde. Hun mener, at hendes kunstneriske baggrund og den pædagogiske giver et godt ståsted, når hun arbejder med børn i billedskolen. Og hun elsker at undervise: ”Børn er så fordomsfri. De er med på den værste.”
Hun klarer undervisningen sammen med Tatjana Knudsen og Eva Hazra.

Line Frøslev har et stort atelier i Grundfør, hvor hendes store produktion svært lader sig skjule.

Styr på 1800 børn

Store projekter i og omkring billedskolen indeholder de ti år. Line Husker, da hun stod i spidsen for ”bykunst” med deltagelse af 1800 skolelever. Og lettelse efter en søvnløs nat var også at spore, da kronprinsen afslørede skulpturer i Hinnerup ved byjubilæet.
Billedskolen har også udsmykket tunnelen ved biblioteket og lavet udsmykninger på Hinneruplund.

Sine pædagogiske evner bruger Line ved masser af kurser, projekter og udsmykninger. Blandt andet er hun i gang med at undervise billedkunstlærere i folkeskolen.

Tema-projekter

Line hyres også ind i f.eks. børneinstitutioner, hvor hun sammen med børnene arbejder over et bestemt tema.

Nogle gange synes hun at den udadvendte del af hendes liv fylder lige rigeligt i hendes liv. Den mere indadvendte hjemme ved lærrederne skal der også være plads til.

Er du en lærer, der maler i sin fritid? Eller er du en kunstner, der underviser i sin fritid?

Der kommer en lang tænkepause. ”Jeg tror, at det er fifty-fifty. Naturligvis bruger jeg mit ”maler-liv”, når jeg underviser, men det går også den anden vej. Jeg får inspiration fra eleverne og kursisterne,” siger Line, der dog nogle gange føler sig lidt frustreret, fordi hun ikke har mere tid til sin egen kunst.

Ti og Hej Nabo

Men generelt er hun glad. I godt humør. Og hun sælger også godt via sin hjemmeside, så økonomien kører fint.

Hvordan skal de 10 år fejres?

”Her i starten af efteråret kommer et projekt, der handler om tallet 10. F.eks. noget med tigre, tippi og lave 10 af noget. Så skal vi lave en ny udsmykning af tunnelen, og endelig er vi med i det store projekt ”Hej nabo”, hvor der skal laves animationer,” fortæller Line.
For hendes eget vedkommende handler det om at eksperimentere. ”Det på den måde, vi får flyttet os.”

For børnene er Lines største mål: ”At styrke børnenes kreativitet og fantasi, så de lærer at tænke nyt og være innovative.”