GrimFest inviterer til havehygge med Allan Olsen og Bogfinkevej
Der er dømt hygge, livemusik og kolde øl under åben himmel, når GrimFest inviterer til De Grimmeste Aftener på Grimhøjgaard . Første gang på fredag, hvor Allan Olsen går på scenen. Også Bogfinkevej melder sig blandt de optrædende
AARHUS Er du en af de mange, der havde glædet dig til tre dages GrimFest 30. juli til 1. august, og som måtte se skuffelsen i øjnene, da Mette Frederiksen medio marts udstedte forsamlingsforbud og dermed aflyste samtlige koncerter og festivaler sommeren over? Så er der nu håb forude. Med en lempning af forsamlingsforbuddet, så man frem til slut august nu må være samlet maksimum 500 mennesker, betyder, at GrimFest nu inviterer til De Grimmeste Aftener i haven på Grimhøjgaard i Brabrand. Første gang på fredag 12. juni.
“Rigtig mange mennesker er – ligesom vi selv – ekstremt sultne efter at komme ud og høre livemusik. Og fordi vi har et venue stående klar, så det stort set bare er at ‘plug and play’, vil det være nærmest blasfemisk ikke at arrangere en række hyggelige aftener med livemusik for maksimalt 500 mennesker siddende på tæpper i haven,” fastslår Aage Stokholm, der er arrangør af GrimFest og ejer af gården Grimhøjgaard .
På baggrund af den aflyste festival i 2020 har GrimFest modtaget regeringens hjælpepakke.
“Selskabsstyrelsen og vi selv er selvfølgelig meget obs på, at vi hverken kan eller må lave en festival i år. Men vores kæmpestore privilegie er, at vi har rammerne og er omstillingsparate i en grad, som gør, at vi med kort varsel kan invitere en masse musikglade mennesker til havefest. Så det gør vi!” siger Aage Stokholm.
Godt vejr er et krav
Således vil der hver fredag-lørdag med start 12. juni være mulighed for at mødes under åben himmel på matriklen omkring Grimhøjgaard og opleve livemusik.
“Vi lægger ud nu på fredag. Herfra inviterer vi til De Grimmeste Aftener hver fredag-lørdag, indtil det begynder at sne. Dog kun når vejret tillader det. Konceptet er, at vi kun holder arrangementerne, når vejret er til, at man kan sidde på et tæppe i græsset i det fri. Det vil sige, at regner det, er der ingen fest. Fuldstændig som når man inviterer vennerne til grillfest - det gør man jo også kun, når solen skinner. Står det ned i stænger, venter man til weekenden efter,” forklarer Aage Stokholm og fortsætter:
“Derfor skal man som gæst se det sådan, at man køber billet til en hyggelig aften og ikke til et konkret band. Og bliver det ikke den ene aften, bliver det den anden. Med De Grimmeste Aftener kommer vi så tæt på det, folk hungrer efter: livemusik, kolde øl og græsplæne. Så jeg tror på, folk vil have forståelse for, at parametret er, vejret skal være godt. Skal vi lave De Grimmeste Aftener, skal det være fedt, og det bliver det altså kun, hvis vejret er godt.”
Udpluk fra festivalprogram
Musikprogrammet for De Grimmeste Aftener vil blive offentliggjort hen ad vejen på GrimFests hjemmeside og på de sociale medier.
“Vi har plukket i det oprindelige program for GrimFest 2020, så man alligevel får mulighed for at høre nogle af de navne, man har været ærgerlig over ikke at komme til at opleve på GrimFest i år,” lyder det fra Aage Stokholm.
Allan Olsen er første musiknavn, som optræder til De Grimmeste Aftener. Herudover har GrimFest offentliggjort, at den aarhusianske rap-trio Bogfinkevej optræder fredag 26. juni.
“Allan Olsen spiller fredag aften 12. juni. Til hvad der formentlig bliver den første rigtige, udendørs livekoncert ikke alene i Aarhus, men i hele Danmark efter corona. Vi glæder os og både håber og tror på, at der nok skal komme 500 mennesker. Det er jo lige præcis det her, folk hungrer efter,” siger Aage Stokholm.
Han lover, at man til De Grimmeste Aftener vil kunne opleve den samme gode og afslappede stemning, som har kendetegnet GrimFest samtlige 16 gange, festivalen har været holdt indtil videre.
“De, som plejer at være på GrimFest, og som kommer til vores Grimmeste Aftener, vil ikke blive skuffet. Man vil helt sikkert kunne genkende Grims identitet også her,” forsikrer Aage Stokholm.
For at overholde regeringens retningslinjer og undgå, at folk stimler sammen i barerne, vil man som gæst til De Grimmeste Aftener kunne forudbestille mad og en såkaldt hjælpepakke.
“Vi kommer til at tilbyde hjælpepakker i form af en termokasse med isterninger og øl, rosé eller White Russian, som bliver transporteret rundt til folk i trillebører. Det bliver bondegårds-havehygge, når det er bedst!” ler Aage Stokholm.