RECession Festival: To dage, to lokations og ni navne
Den aarhusianske musikfestival, RECession Festival, folder sig i år ud 30. og 31. oktober på spillestedet Radar samt på Café Støj
Aarhus Recession festival er en tilbagevendende begivenhed i Aarhus, og har siden sin fødsel tilbage i 2000 præsenteret aarhusianerne for både kendte og helt nye artister, der beskæftiger sig med alternative genrer - heriblandt Trentemøller, Einsturzende Neubauten, Spiritualized, De Underjordiske, First Hate og mange flere. Recession Festival styres af en passion for musikken, og der er fokus på de bands, der har en særlig lyd og udtryk.
Ni navne på programmet
I år vil man på festivalen kunne opleve Kasper Staub, Pacific Swell, AEX og Schwarze Fiktion på Radar fredag aften. Lørdag eftermiddag spiller Me & Munich på Café Støj i bunden af Jægergårdsgade, mens Rådne Lunger og Me Mankind (SE), Speaker Bite Me og Powersolo indtager Radar lørdag aften.
Den fremadstormende duo Schwarze Fiktion vil fredag aften lukke Radar med deres kompromisløse synthpop. Gennem højenergiske og cinematiske popsange fusionerer Schwarze Fiktion pop, rock og electronica i en hårdtslående, energisk og melodiøs popmusik. Schwarze Fiktion har siden 2018 flittigt bearbejdet den danske undergrundsscene og har blandt andet opnået kåringen til Ugens Kanon, afspilninger på både P3 og P6 Beat samt at spille opvarmning for The Minds Of 99.
I samarbejde med producer og mixer Carsten Heller, er det lykkes duoen at skabe et anderledes bud på popmusik, hvilket kan høres på bandet seneste single, 'Miami', fra deres kommende EP.
Me & Munich er programsat på Cafe Støj lørdag eftermiddag - før aftens program på Radar. Bandet er aktuelle med albummet G'aslighting' og serverer gennemtænkt, veleksekveret og ikke mindst iørefaldende alternativ rock, der blander 90´ernes grunge med melodisk støjrock. En lyd, der leder tankerne over på Foo Fighters' melodier, og som møder Alice in Chains' stemning og nerve. Deres trang til at eksperimentere og skabe lag i musikken resulterer i et dynamisk lydunivers i konstant bevægelse, der skaber plads til både det tunge og diskante og til det drømmende og storladne.
Corona-hensyn er taget
RECession Festival bliver i år grundet sundhedsstyrelsens retningslinjer afviklet med siddepladser, og et meget begrænset antal billetter.
"Vi er i samarbejde med spillestedet Radar kommet frem til en forsvarlig måde at afvikle festivalen. Udover siddepladser bliver programmet afviklet som part et og part to. Mellem de to dele, vil der være 30 minutters pause. På den måde bliver der mindst mulig bevægelse blandt publikum," siger Aage Kinch fra RECession.