Fortsæt til indhold

Pop - men med kant

Nicklas og Andreas har hentet inspiration i deres musik-gave

Kultur og byliv
Erling Baastrup

I en middagspause på Favrskov Gymnasium møder vi Nicklas Sahl og Andreas Kristensen. De går begge i 3g, og er begge ivrige guitarister.

De har fået en belønning for deres arbejde med at vokse i musiksammenhæng. Det sker i forbindelse med “Spil Dansk” og går under titlen: “Vi Booster Talentet”.

Det indebærer, at de udvalgte kommer til fire Marsterclasses, hvor de møder toppen i musikbranchen. Turen er gået til konservatorier i Esbjerg, Odense og København.

Nicklas (tv) og Andreas. Klaverspillet er for fotografens skyld.

Carpark North

”Vi har mødt kloge og dygtige mennesker. Producere og sangskrivere, der gav os inspiration,” fortæller Nicklas.

De mødte i Odense f.eks. Morten Thorhauge fra Carpark North. Og der er jo det specielle, at netop Thorhauge ud over at være en dygtig trommeslager også gik på gymnasiet i Hadsten.

Nicklas og Andreas har været til de samme Masterclasses og fået meget ud af det, selv om de har forskellige musikinteresser.

Nicklas vil gerne nå ud til et stort publikum

Band og små scener

De er enige om, at man sagtens kan få noget ud af det, selv om det ikke handler om ens egen genre. Musikken har på en eller anden måde et fælles sprog.
Begge er guitarister, men for Andreas' vedkommende ligger interessen på jazz-rock – og mest tryk på det første. Andreas har en drøm om at være med i et band, der optræder i klubber eller på de mindre scener. Han er mere bandorienteret end solist. Og så er han detaljernes mand.
Han har ikke så overraskende guitarister som Gerry Moore og Eric Clapton som forbilleder.

Andreas ser sig som medlem af et band.

Solist og store scener

Anderledes med Nicklas. Han skriver selv sine ting og har det mål, at komme til at stå på de store scener. Gerne internationalt. Både som sanger og som guitarist.
”Jeg har da i tankerne, at det gerne må kunne sælges, det jeg laver. Derfor gerne pop, men det er vigtigt, at det er pop med kant,” røber Nicklas. Han vil gerne, at hans sange når ud til så mange som muligt.

Han lytter stilmæssigt gerne til Carpark North, men er også vild med Michael Jackson og danskere som Tim Christensen og Mads Langer.