Tag med tidsmaskinen tilbage til Smukfest årgang 1980
Festivalklubben inviterer til jubilæums-fejring i weekenden 5.-6. juli med en genopførelse af Skanderborg Musikfestival - som det hed dengang
Den allerførste udgave af Smukfest - eller Skanderborg Musikfestival som det hed dengang - fandt sted i Dyrehaven i Skanderborg 5. juli 1980.
Årets Smukfest er således nummer 40. Det skal fejres, og derfor inviterer Skanderborg Festivalklub til jubilæumsweekend i Skanderborg fredag 5. og lørdag 6. juli.
Om lørdagen genopfører man, i samarbejde med Oure Højskole, den allerførste Skanderborg Musik Festival, som den så ud i 1980.
Det bliver med masser af musik fra unge musikere der spiller musikken fra dengang, og med dokumentar-interviews på storskærm med nogle af dem, der var med i 1980.
Endelig bliver det med nyskrevne scener, hvor unge skuespillere lever sig ind i, hvordan det var at være på den allerførste festival.
Der er selvfølgelig madboder og barer på pladsen, og det hele starter kl. 15. Billetter kan købes på smukbillet.safeticket.dk
Gratis med som statist
Man kan også komme med helt gratis og oven i købet være en del af forestillingen. Festivalklubben søger nemlig statister til at agere publikum fra 1980. Det giver fri entre til arrangementet, mad og drikke på dagen og adgang til hyggelig efterfest. Se mere på smukfest.nemtilmeld.dk.
Fredag den 5. juli fyldes Adelgade med intimkoncerter fra kl. 14, og fra kl. 17 er der asfaltbal på torvet ved Marius Øltapper, hvor bl.a. Paul Banks og Musikorkesteret spiller op til fest. Her er der fri entré. til det hele.
Læs mere på www.skanderborgfestivalklub.dk.
jesl