Smukby er 'oppet' med flere hundrede procent...
Bjørn Brinch, der er streetart- og performancekoordinator på projekt Smukby, lover et væld af store oplevelse
"Jeg er vildt spændt på at se, hvordan 'den nye Smukby' bliver modtaget. For en ting er mine forventninger, noget helt andet er jo, hvad publikum mener."
Sådan siger Bjørn Brinch, streetart- og performancekoordinator på Smukby, der er et samarbejde mellem Smukfest, Skanderborg Kommune og Skanderborg Cityforening - og lover en kæmpe opgradering af årets Smukby-projekt.
"Jamen, vi er gået mange procent op. Flere hundrede, vil jeg tillade mig at mene. Sådan i al beskedenhed," griner Bjørn Brinch.
Inspiration i Helsingør
1. august sætter Bjørn Brinch sig i en bus i Skanderborg sammen med repræsentanter for Skanderborg Kommune og Skanderborg Cityforening - med retning mod Helsingør. Her er man fra 27. juli til 3. august vært for Passage festival, der er Danmarks klart største gadefestival. Og et sted, hvor der med henblik på Smukby skal hentes inspiration.
"På den festival præsenteres en række både nationale og internationale navne, og det er et rigtig godt sted at blive inspireret," forklarer Bjørn Brinch og fortsætter:
"Faktisk har vi allerede gang i et samarbejde med folkene bag Passage Festival, for der er selvfølgelig nogle synergieffekter, vi kan udnytte. Det kan på flere måder være en stor fordel at være to frem for en arrangør."
Ikke kun et one-shot
Smukfest fylder 40 år i 2019, men det er ikke derfor, at Smukby har fået en kraftig omgang vokseværk på alle niveauer.
"Vi håber bestemt at kunne sparke en tradition i gang i forhold til Smukby, så andre end festivalgæsterne kan opleve nogle af de fantastiske ting, der sker på Smukfest. Og så handler det selvfølgelig også om at skabe en endnu større sammenhæng mellem Smukfest og byen Skanderborg," siger Bjørne Brinch og tilføjer:
"Alle dem, der kan huske dengang, hvor man kunne nyde dele af Smukfest uden at købe et armbånd, bliver vilde med den nye version af Smukby."