Festen slut før den begynder: To unge bortvist fra Kærligheden
Sydøstjyllands Politi er massivt til stede ved Smukfest i Skanderborg, hvor mange gæster allerede er ankommet og har slået telt op på campingområdet Kærligheden.
To personer har dog ikke lyttet til politiet og festivalens formaninger, for de blev søndag aften taget med hash på Kærligheden. De er begge blevet bortvist, og hvis de havde armbånd, er det blevet klippet, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Klokken 21.12 sluttede festen for en 20-årig mand fra Skødstrup, da han blev taget med fire gram hash.
Lidt senere, klokken 21.37, blev en 19-årig kvinde fra Fårup bortvist, fordi politiet fandt tre gram hash på hende.
Bortset fra disse to episoder har det politimæssigt været en god begyndelse på Smukfest.
"Det har været en fin opstart, opså trafikalt. Det er forløbet helt problemfrit, så der er stor ros til alle. Nu må vi se på onsdag, når festivalen begynder, og hvor der også er Pink koncert i Horsens. Vi vil gøre, hvad vi kan," siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.