Den med... klemmer du ikke glemmer
Stamkunderne mener, at Guld-Toppen i Åbyhøj er en filial af Aarhus Universitet. Det traditionelle værtshus er også en travl frokostrestaurant, hvor julen varer til februar
Der er allermest travlt på Guld-Toppen midt på dagen. For værtshuset er også en velbesøgt frokostrestaurant med voluminøst smørrebrød lavet fra bunden af gode råvarer. De kaldes i menuen og i folkemunde: 'Klemmer du ikke glemmer'.
Vi spiller både dart og ’Døde duer’
Som en af stamgæsterne tørt bemærker, da avisen kigger forbi:
"Det siger jo ikke noget om, hvorfor man ikke glemmer dem."
De andre gæster fastslår straks, at det helt sikkert skyldes, at de er et seriøst bud på byens bedste.
Vi er på Guld-Toppen på en almindelige hverdag. Alle bordene i det fuldstændigt røgfrie lokale er besat af gæster, der kommer for at spise.
De skal have det højtbelagte smørrebrød, og der er travlt i køkkenet. Også pladserne omkring baren bliver lige så stille fyldt op, efterhånden som de gode, faste gæster ruller ind og hilser på hinanden.
Stemningen er hyggelig, humøret er højt, og hjerterum er der masser af i baren her i universitetsfilialen. I den finder man stor viden om Liverpool kontra Chelsea, heftige diskussioner om hvorvidt udviste udlændinge skal bo på en øde ø og skarpe holdninger til forsøget på at lukke Åby Bibliotek i 2006.
Lokalt engagement
"Vi synes, at her bliver sagt så mange kloge ting," storgriner John Steen Poulsen, der er en af de faste gæster.
Han har været en travl erhvervsmand med jobs i en række store organisationer som Coop og Arla og har boet flere steder i Danmark. De seneste 30 år har Åbyhøj været hans faste base, så nu er han efterhånden accepteret i lokalmiljøet, som i en eller anden ikke nærmere defineret grad styres fra Guld-Toppen.
"Nogle af os var på banen, da socialkrabaterne besluttede at lukke Åby Bibliotek. De måtte beslutte sig om igen," siger John Steen Poulsen.
"Og da man i 1980’erne ville lave shoppingcenter bag posthuset på Nordrevej, fik vi det ændret, fordi her er butikker nok. Så der er i stedet blevet ældreboliger," fortæller John Steen Poulsen som endnu et eksempel på det lokale engagement.
Han roser Guld-Toppens gode, danske mad og de gode sociale aktiviteter, der er i det højloftede værtshusmiljø.
"Vi spiller både dart og ’Døde duer’. Og så spiser vi aftensmad sammen en gang om måneden. Her kommer høj som lav og nogle af mine rigtig gode ungdomskammerater. Vi ordner verdenssituationen og morer os," fastslår stamgæsten.
Guld-Toppen drives af Jan Gam og hans familie.
De begyndte med jule-buffet allerede midt i oktober, og alt er lavet fra bunden i deres eget køkken. De holder så meget af julemad, at de serverer den i næsten tre måneder.
Her varer julen ikke helt til påske, men til februar, så der er ingen grund til stress. Man finder hver lørdag flæskesteg, leverpostej og hamburgryg i stærkt selskab med sild, æg og rejer.