Fortsæt til indhold

Debat: Forslag: Sådan laver vi en folkepark i stedet for massive bygninger

Kultur og byliv
Trille Skøtt-Jensen, Fredensvej 8, Ry

I dialoggruppen mod massivt og højt byggeri i midtbyen er vi ikke imod byudvikling, vi er for byudvikling, men det må ikke ske for en hver pris – det er ikke altid den første løsning, der er den bedste. Og vi bliver nødt til at tage dialogen omkring Ry bymidtes udvikling og fremtidige DNA alvorlig og ikke lade den ligge i hænderne på private investorer og fjerne administratorer. Ry ligger smukt og har en topologi, der giver udsyn til luft, skov, søer og fredede lyngbakker – næsten overalt hvor man færdes i bymidten – et DNA som Skanderborg Kommune sælger flot med sloganet ”Skanderborg med det flotte Ry”. Det er et DNA, der skal værnes om og ikke sælges til højestbydende, for når først skaden er sket, er der ingen vej tilbage, og byen har mistet sin uskyld. Så bliver sloganet "Skanderborg med det, tidligere, flotte Ry".

I gruppen er der flere gode alternative ideer. Blandt andet følgende:

Kom med på en tankerejse. En rejse, der giver mulighed for at både bygherre, og borgere bliver tilgodeset, og vi samtidig byudvikler, så Ry får den grønne profil, som vi gerne vil have.

Tankerejsen starter her:

Der vil inden for den næste årrække ske byggeri flere steder i bymidten – det gamle varmeværk på Bodalsvej sættes til salg, Grunden ved Ryvang kommer i spil, der skal snakkes om randbebyggelse langs Enghavevej. Og på et tidspunkt bliver Mølleskolen for lille, og Pressalit flytter sikkert også deres produktion til Maglehøj. Det giver rig mulighed for at byfortætte og lave mange forskellige slags boliger, der kan tiltrække både unge, børnefamilier, gamle og alt det indimellem. Det er bæredygtig byfortætning.

Ry kunne blive meget attraktiv med en grøn bymidte der, hvor punkthusene nu er planlagt

Ingen ved præcist, hvad bygherre kommer til at tjene på de nye punkthuse. Men vi forsøger at komme med et meget forsigtigt slag på tasken med en fortjeneste på mellem 200.000 og 400.000 kroner per lejlighed. Der er planlagt 57 lejligheder.

Vi kender naturligvis ikke bygherres fortjeneste, og vi vil gerne opfordre til åbenhed omkring priserne. Og har vi skudt langt forbi den reelle fortjeneste, så beklager vi på forhånd.

Fortjenesten foreslår vi, at bygherre får på anden vis.

Drop punkthusene. Sælg i stedet de huse, I opkøbte for 10 år siden. De huse vil blive meget attraktive, når de ligger i en grøn bymidte. Huse i midtbyen koster ikke under 2 millioner. Der kan tjenes mange penge på det. Denne grønne bymidte kan vi få ved oprettelsen af en folkepark, der hvor dele af punkthusene nu er planlagt. En folkepark med legeplads og bænke. Træer og mulighed for udfoldelse for alle. Et grønt mødested midt i byen. Det vil være helt unikt. En vild tanke kunne være at lade huset Libanon om til folkehus med en lille intimscene.

Folkeparken kan betales af borgerne og til dels af kommunen. Aktier kan sælges på 500 eller 1000 kroner, og så kan vi alle være med at profilere Ry som den grønne by, vi jo gerne vil være. Vi vil blive en endnu mere attraktiv by, og vi har jo som skitseret store muligheder for at byfortætte andre.