Fortsæt til indhold

Boesdal klar igen til maj

Konceptet "Klausen & Boesdal" med "frokost i det grønne" i Lyngå er slået an. Sæsonen udvides næste år.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Det har givet blod på tanden, at det har været en stor succes at åbne en frokostcafé hjemme i haven hos Inge Klausen og Nis Boesdal i Lyngå. Så stor, at næste sæson starter til maj.

Arbejder syv dage om ugen

Efter mange problemer med godkendelse og tilladelser blev idéen til virkelighed i sommer: Ægteparret kunne åbne en restaurant hjemme i haven med mulighed for at flytte indendørs i tilfælde af regnvejr. Åbningstiden har været torsdag til lørdag til frokost.
Og da Nis Boesdal er på radioen de øvrige fire dage, så har han altså en 7-dages arbejdsuge. Men nu er lukket ned i caféen for denne sæson.
Vi var med i køkkenet lige før der blev lukket ned.

Kartoflerne med rodfrugter til en af gæsterne.

Kokken bestemmer

Menuen bestemmer køkkenchefen suverænt. Når man ringer og bestiller, kan man dog godt få røbet lidt af menuen. Han har også en usynlig streg på gulvet, det adskiller hans domæne fra Inges serveringsområde. Hver weekend har sin menu. Af de fire-fem retter er der altid en ny, varm ret til en ny weekend.

Brødet er naturligvis hjemmebagt.

Sild under hanen

Men ellers startes med en italiensk-inspireret antipasto på tallerken, mens man vælger drikkevarer. Kun én fadøl, men så til gengæld den, der af bryggerierne er kåret til landets bedst.
Så kommer forretten, der er en speciel sild, som Nis Boesdal ikke får lov at tage af menuen. Hemmeligheder er der naturligvis, men vi forstod vist nok, at man tager almindelige marinerede sild og vasker dem under vandhanen! Derefter får de en rygeostcreme at svømme i. Creme smagt til med kørvel og estragon.

Masser af grønsager og krydderurter bliver brugt. Oppe i højre hjørne afslører en skål kærligheden til det italienske køkken.

Årstiden bestemmer

Den lune ret varierer efter årstiden. Først på sæsonen masser af salater. Nu er det rodfrugterne, der dominerer. Da vi er på besøg, får oksespidsbrystet, der har fået fire timer ved 150 grader, følgeskab af kartofler (de røde) i ovnen med fennikel og pastinak. Og så saucen (eller måske sovsen). Her kommer madkunstneren jo til sin ret. Bunden er lagt med rodfrugter, krydderurter er kommet med, og det hele smages til mange gange. Mange gange, når smagen er ved at være perfekt. Nå ja, forresten er der også fløde i. Det har jo aldrig givet afsmag til noget.

Masser af plads til at de op til 28 kan spise ude. Børnene kan samtidig under forældrenes opsyn lege i haven.

Mest lokalt

Vi er kommet til desserten, dvs. ostene. Bl.a. stærke fra det italienske køkken. Med sirup lavet på havtorn! Og hvis man så kan klare mere, så er der en femte mulighed: Æbletærten.
Det meste af forbruget i køkkenet kommer lokalt fra. Sommer-grønt i Hadsten bliver flittigt besøgt. Men der er undtagelser: Æbletærten kommer fra Hobro. Og et universal-krydderi, Pimenton, fra syden: "Så har jeg jo en undskyldning for at tage til Mallorca," lyder en del af forklaringen.
Hvordan har det været at starte op?
"Vi har da måttet lære en del om logistikken og om indkøb. Der har skullet indarbejdes rutiner og vaner. Også tidsforbruget har overrasket. Typisk bruges fra kl. 16 til midnat med at gøre maden klar op til weekenden," fortæller Nis Boesdal.

Klausen & Boesdal er klar igen til maj. En sæson på fem måneder er på vej.

Med taxa fra Hadsten

Hvordan har gæsterne modtaget konceptet?
"Med begejstring. Det har været en fantastisk oplevelse. Også at have både voksne og børn. De sidste har hele haven og legeredskaberne at boltre sig med. Og der er allerede stamkunder. I dag en ældre dame fra Ålborg, som har været her før. Hun ringede for at få nummeret på en taxa i Hadsten, så hun ikke risikerede at komme for sent. Flere af gæsterne kender mig jo fra radioen. Det gælder en sød dame fra Sorø, der kom af den grund," slutter Nis Boesdal og arbejder videre med sved på panden: "Der skal jo være mere af det hele!"