Fortsæt til indhold

Aros udstiller følelsen af ’hjem’

Far From Home er sidste del af Aros' udstillingstrilogi og sætter fokus på følelsen af hjem og individets udfordringer i det moderne samfund

Kultur og byliv
Arkiv

I disse dage kan besøgende ARoS opleve udstillingen Far From Home, som er en præsentation af museets samling af samtidskunst. I en global samtid, hvor det at være i bevægelse og eksistere i en verden med mange muligheder, hvad indeholder da begrebet ’hjem’? Og hvorfor er det stadig en væsentlig del af den menneskelige psykologi og selvforståelse?

Udstillingen handler ikke om hjem i sin fysiske betydning med en bolig, der indrettes i henhold til smag, behag og social identitet. Den handler derimod om følelsen af at være hjemme og alt det, som eventuelt hindrer os i at være hjemme et sted.

”Udstillingen har fokus på hjem som mental og filosofisk størrelse, på identitet, mobilitet, ensomhed og fællesskab. Det er en stærk og melankolsk udstilling, som forholder sig til, hvordan det enkelte individs psykologi håndterer den moderne forandrede verden,” siger museumsdirektør på Aros, Erlend G. Høyersten.

Udvalget og sammensætningen af værker i Far From Home er skabt ud fra spændingsfeltet mellem hjem som et fysisk sted og hjem som et mellemmenneskeligt og mentalt opholdsrum.

”Publikum vil have mulighed for at være en aktiv del af Far From Home og bevæge sig igennem en poetisk fortælling, som vil berøre dem og få dem til forholde sig til, hvad hjem betyder for dem i dag,” siger Erlend G. Høyersten.

Sidste del af trilogi

Far From Home er den sidste udstilling i en trilogi baseret på museets samling, der har præsenteret alternativer for, hvordan man som museum kan vise og tale om relevante temaer i vores samtid gennem tekst, format, iscenesættelse og værksammensætning. Den første udstilling, Out of the Darkness fra 2014, tematiserede de store fortællingers struktur og magt og omhandlede de globale udfordringer, som menneskeheden står ovenfor. Den anden udstilling, No Man is an Island – The Satanic Verses fra 2016, havde de voldsomme politiske, økonomiske og kulturelle ændringer, som Europa oplevede på det tidspunkt som bagtæppe. Hvor den første udstilling havde globalt perspektiv, blev den næste mere geografisk specifik. Far From Home flytter helt hjem - helt ind i individets mentale sfære. Fra den globale verden til den enkeltes oplevelse af at være hjemme i denne verden.

Far From Home er efter idé af Erlend G. Høyersten og kurateret i samarbejde med museumsinspektører Erik Nørager Pedersen og Jakob Vengberg Sevel. Der er endnu ikke fastlagt en slutdato for udstillingen.

mklj

FAKTA: Far From Home - værker