Ny bog: Sådan laver du graffiti
Eske Touborg har udgivet bog nummer to om at lave graffiti
Når Eske Touborg ikke maler streetart på byens mure, læser han til kaospilot og udgiver bøger om graffiti. For nylig udkom hans anden bog, der guider begyndere. Den første kom for fire år siden.
"Jeg vil gerne dele min viden og erfaringer med alle, der har lyst til at kaste sig ud i det. Den er tænkt til teenagere, men kan bruges af alle. Jeg får også henvendelser fra voksne, der har været glade for den første, jeg har udgivet" siger Eske Touborg, der blandt andet har undervist på efterskoler og der har mødt unge med stor interesse i graffiti.
For alle aldre
"Den nye bog er lidt mere dybdegående end den første. I den giver jeg mit bud på, hvordan jeg har udviklet mig. Jeg lavede først graffiti, gik så over til kunst, og er så gået over i gavl- og væg-malerier," forklarer han.
Graffiti består udelukkende af bogstaver. Hver kunstner har sit eget varemærke i form af et tag, som kan males dekorativt på mange måder. I bogen er der øvelser i, hvordan man kan lave med sit eget tag, og hvordan man udvikler sit eget udtryk.
"Der er skridt for skridt fotos, og den er skrevet i et pædagogisk sprog med et godt lix-tal, så alle kan være med. Hvis man har malet lidt, kan man gå direkte i gang med bog nummer to," forklarer Eske Touborg, der har læsere ned til 10 års alderen.