Julie advarer: Det er fup!
»Jeg har anmeldt det og blokeret. Håber det inden længe stopper.«
Tidligere Popstars-deltager og sanger Julie Berthelsen er blevet offer for noget flere kendte har prøvet på nettet, nemlig at få sit navn misbrugt online.
Det fremgår af et Facebook-opslag, hun har lavet onsdag.
»Kære Alle. Der er en fake profil, der udlover gaver og gevinster i mit navn. Mit navn står med store bogstaver i den falske profil. I skal IKKE reagere på det,« skriver hun og tilføjer:
»Jeg har anmeldt det og blokeret. Håber det inden længe stopper.«
I bliver trukket 399 kroner
Det er ikke mere end to døgn siden, at kendis-frisør Dennis Knudsen var ude med en lignende advarsel på sin facebook-side.
Her skrev han også, at der var lavet en falsk profil, der nu hed det samme hans rigtige profil, men hvor hele profil-navnet var skrevet med store bogstaver.
»Ser I et opslag, hvor Dennis Knudsen står som DENNIS KNUDSEN PRIVATE, er det en fup-side,« skrev han.
Her havde man også lavet konkurrencer.
»Deltag/køb IKKE, I bliver trukket 399 kroner og får med garanti intet tilsendt. I handler IKKE med Dennis Knudsens webshop,« skrev han.
»Vi har forsøgt at finde og anmelde opslaget og fup-siden, hvis I ser den - gør det. Tak!« skriver han afslutningsvist.