Jacobs magiske verden føder verdensrock
I Fredensborgs mærkeligste have skaber komponisten Jacob Moth et mikrokosmos
Fredensborg har gennem århundreder huset kunstnere og gør det stadig. På Kronprinsessevej har Jacob Moth skabt en magisk have, som forbløffer enhver, der kan finde den gigantiske træstub og træder ind ad den grønne dør.
Midt i det inderste Fredensborg, næsten kun et stenkast fra Slotsparken åbenbarer sig et mikrolandskab med en stor dam, en romantisk bro og bagest en sand jungle, hvor man på hængebroer kan gå tur i trætoppene - og dér inderst inde kan man gennem munden på en kæmpemæssig jaguar kravle ned i en hule for at meditere, for at forbløffes.
På sin vandring ad smalle junglestier møder man arbejder navnlig i træ, fordi træer betyder noget for Jacob. Han har også et band, Lila Rose, som øver og udvikler musik i et rundt superlydtæt studie. Her bombarderes man med videosekvenser, som fylder hele bagtæppet med motiver - mange lokale - hvor træer, vand og kloden som helhed bogstaveligt talt spiller med.
Minder fra Dødens Triumf
Musikken er høj, men struktureret. Billeder og lyd smelter sammen, og man synes at høre noget indiansk; vi er i det magiske CO2-neutrale lydstudie, Axis Mundi og drages tilbage til toner fra en fjern tid.
Trommer og guitarer ville flænse sommernatten - og det gør instrumenterne også, når Jacob, hans supermusikalske og smukke kone, Ecaterina fra Moldavia og vennerne giver deres årlige koncert,
Jacob Moth, 44 vedgår gerne, at den magiske have og musikken er til gensidig inspiration.
Bandet har spillet sammen siden 2008, og der er snart en ny skive på vej. Faktisk er der berammet albums hvert af de kommende 10 år. Verdensrock kalder komponisten det.
En gammel 68'er synes at høre toner fra Dødens Triumf og Sgt. Pepper; der er noget syret i luften, men det er baseret på professionalisme, og lydværkstedet har eksempelvis leveret musik til moderne film og tv-serier, Storm, Tigre og Tatoveringer blandt andre.
Godt naboskab
Men hvad siger naboerne på Kronprinsessevej? "Flere af vores naboer kommer til vores arrangementer og koncerter, og så har vi topisoleret vægge og vinduer," siger Jacob Moth, som i 1995 købte ejendommen for 888.888,88 kr.
Den magiske have med vindmølle og solceller kan efter aftale åbnes for smågrupper, som enten bare vil kigge og opleve eller ønsker at bruge oasen til inspiration og meditation.
Mere? Tjek www.lilarose.com og www.denmagiskehave.dk, en anderledes virksomhed midt i Fredensborg.