Fortsæt til indhold

Sløngler får hjælp af vennerne i FGU Hørning

'Rigtige venner kan ej købes for penge', sang Jodle Birge, og der er noget om snakken. I 2023 er det stærke samarbejde mellem FGU Hørning og Sløngelkluppen udvidet.

Kultur og byliv
gs

Så er det blevet forår og dermed også tid til aflevering af flere af vinterens produktioner fra FGU (tidl. Produktionsskolen, Hørning) til Di Heslige Slønglers Klup.

I 2023 er det stærke samarbejde mellem FGU, Hørning og Sløngelkluppen udvidet. Der er nu fire værksteder fra FGU involveret i Sløngeldagene med produktioner hen over vinteren og med arbejde i Sløngeluge 19. Det drejer sig om Træ-, Metal-, Køkkenafdelingen og Ejendomsservice, fortæller Slønglerne i en pressemeddelelse.

Samarbejdet mellem FGU og Di Heslige Slønglers Klup har eksisteret cirka 7-8 år. Det er et samarbejde, som begge parter sætter stor pris på.

Således siger lærer Anders Christensen fra FGU:

»Det er et super godt projekt og et stærkt samarbejde, vi har. FGU får en masse spændende opgaver fra Sløngelkluppen, som udfordrer os på den gode måde. Eleverne ved også, at vores produktioner skal stilles op i Kulturtorvet og Byparken. Det er de stolte af. Desuden er vi rigtig glade for at være involveret i lokalsamfundet.«

Eleverne ved også, at vores produktioner skal stilles op i Kulturtorvet og Byparken. Det er de stolte af.
Anders Christensen, lærer FGU

Oliver, der er elev på FGU siger:

»Jeg synes, det er fedt at lave nogle sjove produktioner. Specielt kan jeg godt lide at stille vores ting op i Byparken og Kulturtorvet. Det er sjovt at se, hvad det hele er blevet til.«

Nikolaj, der også er elev på FGU, er også rigtig glad for samarbejdet: »Jeg lærer nogen nye mennesker at kende. Jeg synes, det er godt at møde folk uden for skolen.«

For Di Heslige Slønglers Klup er samarbejdet forbilledligt. Det samarbejde, Kluppen har med FGU, er stærkt, langtidsholdbart og for Kluppen helt, helt nødvendigt for at kunne realisere planerne for Sløngelugen. FGU laver kulisser til Slønglerne, de stiller op, og de tager ned, og endelig har de vagter på Store Sløngeldag. Det er bare perfekt, anfører Slønglerne.

Børnehaver og 3. klasser

Forberedelserne til Sløngeldage 2023 har været i gang siden august 2022. Kluppen har i år udvidet de lukkede arrangementer.

Der er i 2023 også lukkede arrangementer for en del børnehaver. Fire datoer er i spil for flere børnehaver: tirsdag 2. maj på Ry Bibliotek, onsdag 3. maj på Galten Bibliotek, torsdag 4. maj på Hørning Bibliotek og torsdag 11. maj Byparken og Kulturtorvet, Skanderborg.

Onsdag 10. maj afholdes for ottende gang en Sløngeldag for alle kommunens 3. klasser i Skanderborg forskellige steder i byen.

Store Sløngeldag

Flagskibet er selvfølgelig Store Sløngeldag lørdag 13. maj i Skanderborg, hvor alt – stort set – er gratis. I 2022 var der cirka 6.000-8.000 igennem løjerne på Store Sløngeldag.

Der er utallige oplevelsesmuligheder på denne dag: Jan Kjær, Sigurd Barrett, Skrallebang, akrobatik v. Volantes, Cirkus Fyr og Flamme, workshops, kast med remoulademadder, musikteltet Ørepinen, cafeer med billige priser og meget, meget mere.

Og ja, Kluppen håber selvfølgelig, at Kulturhuset, Kulturtorvet, Byparken og Bybadet bliver fyldt med masser af glade mennesker.

Måske næsten lige så skønt som på Hjallevad Marked i Ole Lund Kirkegårds bog Albert.

Kluppen mangler frivillige

Di Heslige Slønglers Klup mangler frivillige til Store Sløngeldag lørdag 13.05. Det drejer sig om 2 eller 4 timers vagter. Når de frivillige har holdt vagt, kan de slappe af i Sløngelstuen med en sandwich og en kop kaffe.

Interesserede kan henvende sig til Uffe Høj på uffe.hoej@gmail.com.