Fortsæt til indhold

En tidligere død står bag teaterstykke om en verden uden fremtid

Madame Nielsen, der engang hed Claus og som har været død, har skrevet et stykke om klimakrisen. Det sættes op på Aarhus Teater.

Kultur og byliv
sas

Aarhus Teater har 14. april urpremiere på ny dansk dramatik af Madame Nielsen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Teater.

Stykket er skrevet til eleverne på scenekunstskolen i Aarhus, og det handler om den afbrændte planet og en ny generation af unge.

Det er en fortælling om den klimakrise, vi står midt i, og om det rædselsscenarie af en katastrofe, som nærmer sig: menneskets totale undergang.

Bag det står Madam Nielsen, der er kendt som en forfatter, dramatiker, instruktør og skuespiller der for nogle år siden forsøgte at slette sit eget jeg ved at leve som hjemløs og erklære sig død i 2001. Det virkede ikke, så hun er tilbage i fin form.

Madame Nielsen fortæller, at det er altafgørende for teksten, at den netop er skrevet til den nye generation:

»Den giver ordet og magten til handling til dem, og det er nu op til dem at udleve håbet for livet på jorden. Det er selvfølgelig et stort ansvar at give til så unge mennesker, men jeg tror, at netop et sådant ansvar og vores tro på dem vil give deres liv både på scenen og uden for den, i virkeligheden, den ’mening med livet’, og det håb, som mange mennesker i vor tid leder efter uden at finde.«

»De har viljen og muligheden for nu og her at skabe en helt ny og samtidig om ikke urgammel så mere ’oprindelig’ livsform, som vil kunne gøre det muligt at bevare livet på Planeten Jorden i al dets mirakuløse mangfoldighed.«

Panic! handler om generationen, hvis forældre og bedsteforældre har brændt planeten af og efterladt en verden fuld af varer, underholdning og teknologiske mirakler. Men fremtiden er aflyst. Pressefoto.

Ny dramatik

Panic! foregår her og nu. I fremtiden. Som aldrig kommer. Stykket handler om generationen, hvis forældre og bedsteforældre har brændt planeten af og efterladt en verden fuld af varer, underholdning og teknologiske mirakler. Men fremtiden er aflyst. Kort sagt: Panic!

Madame Nielsen tager os med ind i de glødende landskaber, hvor livet er en drøm, ingen længere drømmer. Et rædselsscenarie om den katastrofe, som kommer, uanset hvad vi gør.

Den nye og måske sidste generation af performere og skuespillere skal spille en helt anden rolle, både på scenen og udenfor, end selv de største skuespillere i danmarkshistorien har gjort, hvis de skal overleve den katastrofe, de gamle har overladt dem. Panic!

Madame Nielsen, der er et af dansk teaters helt store navne og med betydelig international gennemslagskraft, har gennem mange år været optaget af tidens og verdens store spørgsmål og kamppladser: flygtninge, demokrati, identitet og klima.