Fortsæt til indhold

Peter Sommer vinder fornem pris - takkede med Din Idiot

Sanger og musiker Peter Sommer fik en pris med hjem, da Musikforlæggerne for 11. år i træk uddelte Carl Priser.

Kultur og byliv
sb

Peter Sommer er flere gange i musikkarrieren blevet belønnet med Steppeulv-priser og statuetter ved Danish Music Awards.

Han har netop også, sammen med Knud Romer, vundet Carl Prisen, i kategorien Årets Tekstforfatter. Det sker for teksterne på albummet De uforelskede i København.

Sommer og Romer vandt prisen » i opløb med nogle af landets skarpeste penne indenfor musiktekster, Katinka og Andreas Odbjerg, hvilket nærmest gør det hele mere ærefuldt!,« skriver Peter Sommer i et facebookopslag.

Ved prisuddelingen spillede Peter Sommer sangen Din Idiot med Søren Bigum.

Peter Sommer fra Skanderborg kan nu føje endnu en pris til den imponerende samling. Foto: Søren Lynggaard Andersen

Hjem fra fabrikken

Andreas Odbjerg vandt flest priser ved prisuddeling, der fandt sted tirsdag eftermiddag. Tre priser blev det, henholdsvis i kategorierne Årets radiohit og Årets sang (begge for sangen ‘Hjem fra fabrikken’) samt i kategorien Årets streaminghit, hvor han sammen med Tobias Rahim modtog prisen for ‘Stor mand’.

Tobias Rahim vandt også prisen for Årets Komponist inden for pop for sit arbejde på sidste års album ‘Når sjælen kaster op’. Han deler prisen med samarbejdspartneren Arto Eriksen.

Carl Prisen blev stiftet af Musikforlæggerne, en forening af professionelle musikforlag i Danmark, i 2013.

Musikforlæggerne »ønsker med Carl Prisen at hylde og hædre danske sangskrivere og komponister.«

Prisen er opkaldt efter Danmarks store komponist Carl Nielsen, men prisen uddeles naturligvis både inden for rytmisk og klassisk musik.

Knud Romer (tv.) og Peter Sommer på den røde løber ved Carl Prisen 2013. Foto: Privat