Fortsæt til indhold

Ungt talent udstiller i KunstKuben

Et værk som taler sammen med rummet. Det har været 17-årige Rebekka Villadsens ønske for sin første udstilling.

Kultur og byliv
sra

Blyanterne ligger spredt ud over bordet, men får ikke lov til at hvile længe ad gangen. De bliver taget op på skift af en hånd, der bevæger sig hen over papiret. Frem af blyantsstregerne træder en langhåret pige, der for hver streg bliver mere tydelig. Rebekka Villadsen på 17 år har arbejdet i et halvt år på denne tegning og andre elementer, der tilsammen skal skabe et kunstværk i KunstKuben.

Det er Kulturskolen Syddjurs’ billedkunstkoordinator og -underviser Mette Høffding, der har opfordret Rebekka Villadsen til at udstille i KunstKuben i Hornslet. I processen har den unge kunstner fået midler fra Syddjurs Kommunes talentpulje, der hjælper unge under 22 år med at udvikle sig inden for idræt eller kultur. Den økonomiske støtte fra puljen er brugt til materialer og et besøg på ARoS Aarhus Kunstmuseum sammen med Mette Høffding for at få inspiration til kunstneriske udtryk.

Det har faldet Mette Høffding fra Kulturskolen naturligt at være mentor for 17-årige Rebekka Villadsen i hele processen.

»Jeg har undervist Rebekka i flere år og har kunnet se, hvordan hun har udviklet sig til en meget dygtig tegner. Samtidig har jeg haft lyst til at skubbe til hendes grænser og åbne hendes øjne for andre teknikker og materialer,« forklarer Mette Høffding.

Samtalerne mellem den unge kunstner og billedkunstkoordinatoren har fundet sted gennem det sidste halve år, hvor Rebekka Villadsen hver uge er kommet i Kulturskolens værksted for at arbejde på delene til sin udstilling.

Det har været vigtigt for Rebekka Villadsen, at hendes udstilling i KunstKuben er anderledes end de tegninger, hun »lige så godt kunne hænge derhjemme på værelset,« som hun formulerer det.

»Jeg ville lave noget, som bruger det, som Kuben er og kan,« uddyber Rebekka Villadsen.

Resultatet af det sidste halve års arbejde og sparring kan ses fra 4. maj.