Du kan ikke huske det: Men det styrer, hvem du forelsker dig i
Kærlighedsguruen, Jytte Vikkelsøe, fra "Hjerteflimmer for voksne" sprængte alle rammer, da hun var i sin fødeby, Aarhus. Hun forklarede, hvem vi forelsker os i, hvorfor og hvad vi skal forstå, for at forholdet kan fungere.
Da Jytte Vikkelsøe forleden var i Aarhus for at fortælle om, hvorfor vi aldrig forelsker os i den forkerte, måtte foredraget rykkes fra Dokk1’s store sal med 200 pladser til VIA University, der har en større sal. Interessen for hende er så stor, at de knap 500 pladser ikke var nok. Der var stadig 50 på FOF’s venteliste, og hun vender tilbage i efteråret.
Denne aften var køen til at få en signatur eller en selfie med hende så lang, at hun måtte blive hængende efter foredraget for at nå at se sine fans i øjnene. Den eftertragtede hovedperson bevarede sit stærke nærvær, mens de mange mennesker snoede sig forbi hende og flittigt købte bøger fra stakkene af bestselleren, ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.
Mange kender hende som eksperten i podcasten ”Hjerteflimmer for voksne”. Den laver 73-årige Jytte Vikkerlsøe på DR sammen med værten Sara Bro, og i kraft af det har hun de senere år fået status som Danmarks store kærlighedsguru.
Aarhusianer og kaospilot
Jytte Vikkelsøe er Ph.D. i social psykologi. Hun er født i Aarhus og har tilbragt tyve år i udlandet, indtil hun i 2007 vendte hjem for at blive rektor for Kaospilot-uddannelse i Aarhus. Det skete efter at hun blev skilt fra sin schweiziske terapeut-mand gennem 10 år.
»Jeg var helt på knæene. Vi vidste rigtig meget om hinanden, om terapi og om parforhold, så det var et chok for os begge, at vi måtte skilles. Jeg nægtede at flygte tilbage til Danmark med halen mellem benene, og så kom tilbuddet om at blive rektor på den nye og utrolig spændende uddannelse, og det gav mening at vende tilbage,« har Jytte Vikkelsøe tidligere fortalt i podcasten ”Det sidste måltid”.
Hendes rektortid i Aarhus blev dog kun på ni måneder, så gav hun stafetten videre og rykkede til København, hvor hun dagligt arbejdede på at komme sig over skilsmissen og forstå det mønster, der lå bag.
Hun skrev 50 noter om hendes og eksmandens historie og barndom, lagde dem på gulvet, og flyttede rundt på dem, indtil der tegnede sig et mønster. Det tog 17 år.
På Aarhus Onsdags spørgsmål om hun havde undgået skilsmissen, hvis hun havde haft sin nuværende viden, svarer Jytte Vikkelsør:
»Det ved man ikke. Livets veje er uransagelige ind imellem, og det kunne sikkert have gået begge veje. Og husk at hvis jeg ikke var blevet skilt, havde jeg ikke skrevet bogen... og den er jo en vigtig rejse i mit eget liv,« smiler den milde og altfavnende kvinde.
Sådan lever vi lykkeligt
Jytte Vikkelsøe arbejder i dag med at udbrede den forklaring, hun er nået frem til. I 2017 udkom hendes bog, der gør rede for et af livets helt store mysterier: Hvordan finder vi den eneste ene? Og hvorfor er det så svært at leve lykkeligt sammen til vores dages ende?
»Hvad får Amor til at affyre sin pil? Det viser sig, at den vi forelsker os i, er en som vi både tiltrækkes og frastødes af. Vedkommende har et personlighedstræk, der aktiverer vores tidlige barndoms skam og skuffelser. Alt det vi forsøger at undgå. Og samtidig har personen karaktertræk, der forløser den samme smerte,« sagde Jytte Vikkelsøe indledningsvist til det fulde VIA Auditorie i Aarhus.
Ifølge kærlighedsguruen afgør vores første tre år, hvem vi tiltrækkes af. Vi husker ikke hvorfor, men vil altid falde for et menneske, der både kan hele og udfordre.
Konflikter er et kald til forandring og viser at vores parforholdsversion har nået sin udløbsdato.Jytte Vikkelsøe, Ph.D. i social psykologi
Med et foto af et isbjerg illustrerede hun, hvordan vores bevidsthed kun udgør en meget lille del i forhold til vores underbevidsthed. Den har vi ikke adgang til, og derfor ved vi ikke, hvad der er lagret.
»Forelskelse er styret af vores underbevidsthed, som vi ikke har adgang til. Den vælger en, der får os til at føle, at vi er kommet hjem til os selv men som også rammer ind i de ting, der får alle forsvarsmekanismer og undvigelsesmanøvre i gang,« sagde hun.
De uoverensstemmelser, der ødelægger selv de bedste parforhold, er altså bygget ind i forelskelsen helt fra begyndelsen. Man skal være modig og turde se ind i sig selv, for at forstå, hvad der er på spil. Og man skal vide, at konflikterne i et forhold udspringer af noget i en selv, og at de er et potentiale for personlig udvikling.
Et levende eksempel
Hun delte et eksempel fra det virkelige liv:
Petra er vokset op med en militaristisk far, der trænede hende i tennis og kun påtalte hendes fejl. Hun har udviklet en undvigende personlighed for at undgå den evige kritik. Hendes kæreste er fra et hjem med alkoholmisbrug og har en seismografisk evne til at fornemme, hvad der sker omkring ham, så han kan navigere i eventuelt kaos.
Deres forhold fungerer godt, fordi han kan fornemme hendes behov, som hun har svært ved udtrykke, og han stortrives ved at være i centrum for hendes omsorg, forudsigelighed og udholdenhed. Men da han opdager, at hun ikke har fortalt ham om en gammel kreditkortgæld, som hun ikke anser for at være vigtig i hendes gode økonomi, flegner han.
Jeg var helt på knæene. Vi vidste rigtig meget om hinanden, om terapi og om parforhold, så det var et chok for os begge, at vi måtte skilles.Jytte Vikkelsøe, Ph.D. i social psykologi
Han føler, at han ikke kan stole på hende og at hun skjuler gæld. Det gør han, fordi alt blev fejet under gulvtæppet i hans barndomshjem, hvilket han overfører til hende og gør ham vred. Det gør hende mere og mere undvigende, fordi han minder om hendes far og sender hende ind i de mønstre, hun udviklede for at håndtere ham.
»Vi skal lære at forstå, at konflikter i parforholdet bringer os tilbage i barndommen. Vi har udviklet forsvarsstrategier, der skal beskytte os mod den skam, skuffelse og smerte, som vi ikke kunne holde ud som små børn. Vi trækker os, pleaser eller flipper ud,« forklarede Jytte Vikkelsøe.
Et skønt mysterie
Hun pointerede, at vi ser parforholdskonflikter som et problem. Men at et problem jo bare er en oplevelse, vores identitet ikke kan rumme. Og at det må vi så arbejde på.
Hun mener, at det er vores egne øjne vi møder, når vi ser ind i en andens øjne og sød musik opstår. Der står vi ansigt til ansigt med vores egen skuffelse og skam, og vi ser ind i vores egen dybe længsel efter os selv.
Parforholdet er ikke problem, der skal løses, men et mysterium der skal leves.
»Konflikter er et kald til forandring og viser at vores parforholdsversion har nået sin udløbsdato. De viser ikke, at vi skal finde en ny partner, for så begynder det hele bare forfra. Vi skal turde åbne op for de dybere lag og møde vores egen smerte, så kan vi gå fra den ene version til den næste og opnå livslang kærlighed,« sagde Jytte Vikkelsøe.
Forskeren mener, at der er håb for ”til døden Jer skiller”.