Fortsæt til indhold

Kødfri festival afslører årets plantebaserede menukort

Igen i år kan Northsides gæster se frem til et plantebaseret og økologisk udvalg af mad på sommerens festival i Aarhus.

Kultur og byliv
jwh

Det skabte enorm debat på de sociale medier, da Northside inden forrige års festival proklamerede, at kødet blev taget af menukortet til fordel for plantebaserede og økologiske retter. I år fortsætter festival i samme stil, og med under en måned til, at Northside begynder, er menukortet blevet afsløret.

Det sker i en pressemeddelelse, hvor festivalen går i detaljer med et par af de retter, som gæsterne kan se frem til på årets Northside.

Selvom menukortet både byder på festivalburgere, pizzaslices og mexicanske tacos, så det uden kød. Gæsterne kan eksempelvis glæde sig til fem retters tapasmenu hos Restaurant Kolo, falafler fra Faour, håndlavede empanadas fra Lima og pizzaer fra Pizzaboys.

Sådan ser årets menuort ud.

»Vi er enormt stolte over vores mad- og barprogram igen i år,« siger Peter Skoven, Northsides director for mad, drikkevarer og atmosfære, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi har et bredt tilbud til vores gæster, og jeg kan garantere, at der er noget for enhver smag. Vi holder fast i at hjælpe nogle af de små up-and-coming producenter frem, mens vi stadig tilbyder de store trækplastre, som vi ved er publikumssucceser Og ingen steder er der gået på kompromis med kvalitet og bæredygtighed – det er stadig en grundværdi for os, at vi vil gå forrest her.«

Sommerens Northside finder sted fra 1. til 3. juni i Eskelunden i Aarhus, hvor artister som blandt andre Muse, The 1975, The Chemical Brothers, Tobias Rahim og Nik & Jay optræder.

Sådan ser et udvalg af retterne på årets festivalmenukort ud.