Menneskeligt kludetæppe på Aros hylder queers
Målet er at samle hundredvis til at skabe værket, der eksisterer i 20 minutter.
Himherandit Productions indtager Aros 21. juni klokken 19.30 og sætter fokus på lgbtqia+ repræsentation gennem kunstprojektet ’Home queer home’.
Det oplyser Art & About i en pressemeddelelse.
Gennem hele juni indtager Himherandit kunstmuseet Aros med en lang række aktiviteter med kunsten som facilitator.
’Home queer home’ er et kunstprojekt, som opfordrer til at deltage for at fremme synligheden af queers i samfundet. Det forener dokumentarfilm, installation og performancekunst for at skabe et rum, hvor marginaliserede stemmer kan høres.
Alle interesserede kan deltage i ’Home queer home’, hvor man 21. juni samles på Aros og lægger sig 20 minutter sammen på gulvet hånd i hånd og dermed udgør en installation.
Målet er at samle hundredvis af lgbtqia+-personer til at skabe værket, der vil dække hele den nederste etage af museet. Deltagerne vil ligge side om side for på denne måde, at danne et smukt tæppe af kroppe og identiteter, der viser styrken og sammenholdet inden for fællesskabet.
»Vi inviterer alle, der deler vores vision om at fejre queer-identiteter, til at deltage i dette transformative kunstprojekt. Sammen kan vi skabe et kunstnerisk udsagn og fremme forståelse og accept,« udtaler Andreas Constantinou, der er grundlægger af ’Home queer home’.
Han ønsker at dokumentere og dele personlige historier, der udforsker betydningen af identitet, hjem og frihed for lgbtqia+-personer.
Projektet byder enkeltpersoner med alle baggrunde, identiteter og aldre velkommen til at deltage i udformningen af fortællingen om queer-identiteter gennem kunst.