Fortsæt til indhold

Ny kultur-camp hittede blandt børn og unge

66 børn og unge indtog i sommerferiens første uge Kulturhuset Skanderborg i forbindelse med det nystartede sommerferietilbud KulturCamp.

Kultur og byliv
sb

Der blev skabt nye venskaber på kryds og tværs i Kulturhuset Skanderborg i skolernes første sommerferieuge. Her var Kulturhuset rammen om et nystartet sommerferietilbud, KulturCamp.

Symaskinerne snurrede lystigt, bandet øvede sig og dramaeleverne udspillede deres roller, mens en gruppe tidsrejsende dykkede ned i Skanderborgs historie.

KulturCamp 2023 er skabt i et samarbejde mellem Kulturskolen Skanderborg, Museum Skanderborg og Skanderborg Kommunes Biblioteker. Målgruppen var børn og unge i alderen 10-15 år, der havde lyst til en kreativ start på årets sommerferie.

Med temaet »Drømme« som den røde tråd, blev der fra mandag 26. juni til torsdag 29. juni knoklet i alle campens »lejre« – DesignerCamp, BandCamp, DramaCamp og MuseumsCamp.

KulturCampen kulminerede torsdag, hvor der var gallaåbning og forestilling i Kulturhuset. Her mødte familier og venner talstærkt op for at vise opbakning og få et indblik i, hvad børnene havde lavet i løbet af ugen.

Anne Mette Høncke fra KulturCampens styregruppe bød velkommen, før Karl fra MuseumsCampen holdt åbningstale for pop-up museet »Tidsrejsende fra Skanderborg«, inden det røde bånd blev klippet over, og udstillingen kunne erklæres for åben.

I den Store Sal bød BandCampen på koncert, hvor bandmedlemmerne modigt skiftede mellem forskellige instrumenter og vokaler. Så blev den røde løber rullet ud, og catwalken indtaget af designerspirer, der viste deres nye, upcyclede kreationer frem.

Afslutningsvis var det tid til forestillingen »Den udvalgte drømmer« med det store hold af skuespilleraspiranter. De leverede selvsikkert på de skrå brædder og modtog efter sidste replik et kæmpe bifald fra salen.

Børn og voksne, der deltog i KulturCamp, er angiveligt enige om, at begivenheden bør gentages næste sommer.

Campen er blevet til med støtte fra Kulturpuljen i Skanderborg Kommune og med bidrag fra Kulturhuset Skanderborg. Derudover har Værdicentralen leveret genbrugsmaterialer til de kreative processer, ligesom Kafé K har haft gode tilbud på forplejning undervejs.