Fortsæt til indhold

Aldrende trold kan atter spille guitarsoloer

Som 444-årig har Walther, kendt fra Smukfest, fået en en ny guitar.

Kultur og byliv

Man kan ikke holde en god trold nede.

Smukfest-maskotten Walther står nu atter med en »rigtig« guitar i højre hånd, efter at han (eller statuen afhængigt af, hvor troende man er) har måttet nøjes med en midlertidig en af slagsen siden juni 2022.

Den midlertidige guitar kom på plads som et resultat af, at Walther i februar 2022 blev udsat for hærværk, hvor hans guitar blev ødelagt.

Med ny guitar i hånd er Walther, der fra en rundkørsel til E45 angiveligt udstråler kærlighed, sammenhold og antidaglidag, klar til Smukfest 2023.

Vidste du, at Walther har sin helt egen sang, ”Walther Kalder”?
Melodi: Anders Boldsen, tekst: Anders Boldsen / Jens Hvalsøe

Den nye guitar er lavet af Jacob Viberg, der er frivillig i fællesskabet FestiWalthers Rundkørsel. Flere personer har angiveligt hjulpet til med kreative forslag, ideer og engagement.

Statuen af Walther er ejet af Smukfest, mens de frivillige i FestiWalthers Rundkørsel pusler om ham i løbet af året. Walther bliver blandt andet pyntet op til højtider. Den »lille« trold i Vrold får også jævnligt besøg af lokale børnehaver, når han i juli har fødselsdag.

Legenden vil vide, at Walther blev født i de dybe Bøgeskove i Jylland i 1579. Som nyfødt var han 10 cm høj og vejede 400 pund, »helt, som han skulle være«. Walthers mor, blot kendt som troldemor, havde, da han kom ud, været svanger med ham i ni år.

Således oplyst.

Frivillige fra FestiWalthers Rundkørsel hjælper Walther med at få det rette greb på sin nye guitar. Foto: Privat