Se billederne: Smukfest er i gang og smuklinge galopperer ind på pladsen
Traditionen tro stod hundredvis af Smukfest medarbejdere klar til at klappe ivrige festivalgængere i møde, da festivalpladsen åbnede
Traditionen tro stod de hundredvis af medarbejdere, leverandører og frivillige, der har bygget Smukfest pladsen, klar ved Skovens Hvile for at byde velkommen til horden af ivrige smuklinge, der stod klar til at indtage Bøgeskoven til årets Smukfest. En velkomst der i år var gjort ekstra ud af med et kæmpebanner med påskriften ”Velkommen til Smukfest. Vi har bygget det hele kun til jer.”
Allerede to minutter før den officielle åbning klokken 13, var stemningen på bakken på højdepunktet med klapsalver, hujen, piften, sang og fællesskål under bøgetræerne, hvor solen tittede ned.
Smukfests maskot, Walter, stod midt på bakken og vinkede til de forventningsfulde festivalgængere.
»Jeg har Walter mistænkt for at være storryger. Med det gule nikotinhår!« grinede en af Smukfest medarbejderne og pegede på maskottens voluminøse manke.
Heste på græs
Da den store viser stod på tolv og den lille på et, åbnede indgangen endelig, og som heste der bliver lukket på græs galopperede glade festivalgængere op ad bakken ved Sherwood indgangen.
Nogle af de første der kom ind gennem indgangen og ind på pladsen var Ranva Kongsbak med sine to døtre; Laura og Clara Kongsbak fra Hvidovre.
»Det er vores første gang på SmukFest, og vi stillede os tilfældigvis ved Sherwood indgangen. Vi har ventet en halv times tid udenfor og kunne da godt fornemme her var høj stemning, men vi var slet ikke klar over, at der er den her tradition med at komme først ind og op ad bakken,« fortæller Ranva Kongsbak, mens løbende festivalgængere passerer bag hende.
»Vi gjorde egentlig ikke noget for at være blandt de første på pladsen – det var tilfældigt,« fortsætter Ranva Kongsbak.
Begge døtre nikker og rykker længere ind i siden for at gøre plads til den stadig større folkemængde, der indtager festivalpladsen i stadig fornuftigt tempo.
»Det første vi skal er at finde Bøgescenen. Vi skal høre Rasmus Seebach!« lyder det fra Laura Kongsbak.
»Og vi skal helst helt op foran scenen,« tilføjer hendes søster, Clara.
Efter Rasmus Seebach som er navnet der i år åbner Bøgescenen, havde trioen adskillige flere navne på dagsprogrammet:
»Vi skal også høre Hugorm. Og Jean Paul og Lamin!« siger Clara og Laura næsten i kor.
De tre finder et hul i den fremadstormende menneskemængden og sætter målrettet kurs mod Bøgescenen.
23. år som frivillig
Blandt de frivillige der har været med til at skabe Smukfest pladsen med alt, hvad festivalen byder på af scener, barer, boder, stier og et hav af herlige finurligheder er Kurt Terndrup Bojesen fra Skanderborg Ø.
»I år er det mit 23. år som medarbejder på Smukfest. Og hvert år står jeg klar til at tage imod festivalgæsterne, når de for første gang løber ind på festivalpladsen,« fortæller Kurt Terndrup Bojesen og retter på huen, der er dekoreret med Smukfest badges fra tidligere år.
»Jeg synes, det er rigtig dejligt, når folk indtager pladsen på den her måde. Det er næsten smukt,« lyder det fra Kurt Terndrup Bojesen, der igen i år skal tage hegn ned efter festivalen.
»Det er den tjans, jeg har haft i alle årene og et job, jeg er rigtig glad for!« lyder det fra den garvede frivillige inden han fortsætter ind i Bøgeskoven sammen med tusinder af glade og forventningsfulde mennesker. Fem dage for fuld musik venter, og Smukfest er klar til at tage imod.