Se videoen: Smukoptog blev en drøm der gik i opfyldelse
Torsdag formiddag blev det længe ventede Smukoptog med kæmpefigurer, dansere og glade medløbere endelig afviklet. Til stor glæde for publikum, medvirkende og tovholder Klaus Rubin.
På Smukfest er der fest døgnets 24 timer. Men torsdag klokken 10 inviterede Smuk i samarbejde med VIA University College Aarhus og den italienske karnevalstrup, La Compagnia del Carnevale, til en helt særlig fest.
Med en tre-etager høj isbjørnefigur i front slangede et spektakulært optog bestående af tre 17 meter lange og 13 meter høje flåder med bevægelige kæmpefigurer i papmaché sig fra Kærligheden og hele vejen til festivalens Sherwood indgang. Til dem kom over 120 pædagogstuderende fra VIA samt nogle af de gadeteater-ensembler, som i forvejen skal optræde på Smukfest. Med på ruten fulgte desuden en masse glade smuklinge og interesserede borgere.
Oprindeligt skulle optoget, der sætter fokus på FN’s 17 verdensmål, have haft sin debut på Smukfest sidste år, men blev af sikkerhedsmæssige årsager aflyst af myndighederne i ellevte time. Men i år skete det. Til stor glæde for Klaus Rubin, der er lektor i drama og teater på VIA University College Aarhus og tovholder på Smukoptoget.
»Det var helt fantastisk endelig at kunne realisere optoget. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Og det mest fantastiske var næsten at se alle de mennesker, der fulgte optoget. Lige fra starten på Kærligheden, hvor de folk, der stod i toiletkøerne dansede med til musikken,« lød det fra en lettet Klaus Rubin, da optoget havde nået sin endestation ved Sherwood, hvor flåderne vil være parkeret resten af festivalen.
Moder Jord som skytsengel
Det er mange års arbejde for mange mennesker, der med optoget går op i en højere enhed. Ifølge Klaus Rubin var alle involverede tilfredse med resultatet.
»Optoget blev, som jeg havde håbet. Alle gjorde det så godt, og der var godt gang i den, selv om vi allerede begyndte festen klokken ti. Vi er alle sammen meget glade - også italienerne fra karnevalstruppen,« lød det fra Rubin.
Klaus Rubin håber at kunne gentage optoget næste år i forbindelse med festivalen.
»Jeg håber, vi kan fortsætte det fantastiske samarbejde med Smukfest, La Compagnia del Carnevale og de dygtige kunstnere, så vi kan lave et optog igen til næste år. Måske med en ny figur. Og måske med nogle af gadeteater-ensembler placeret rundt i byen.«
Trods DMIs varsler om regn i rigelige mængder torsdag, foregik optoget i tørvejr.
»Vi fik ikke en dråbe vand undervejs. Nogen må have holdt hånden over os. Måske Moder Jord har tænkt, at vores fokus på verdensmålene var for vigtig til, at det skulle skylle væk i regnen,« funderede Klaus Rubin.
Stof til eftertanke
Blandt de mange Skanderborgensere, der nysgerrigt fulgte optoget fra sidelinjen, var Jan og Anni Holm.
»Vi var meget overraskede over, så imponerende optoget var. Særligt den forreste isbjørn! Det må have været et kæmpe arbejde at lave de figurer,« siger Anni Holm med tydelig benovelse i stemmen.
Hendes mand nikker og tilføjer så:
»Vi havde læst om optoget og dets tema om bæredygtighed og genbrug på forhånd. Havde vi ikke det, er jeg ikke sikker på, vi havde fanget budskabet.«
Netop Smukoptogets budskab om global opvarmning, voksende affaldsbjerge og brug-og-smid-væk mentalitet har givet parret stof til eftertanke.
»Jeg hørte i radioen forleden hvor mange mobiler, der bliver smidt ud hver eneste dag. Rigtig mange direkte i skraldespanden. Det duer jo ikke. De skal på genbrugsstationen. Det minder et optog som det her os om,« lyder det fra Jan Holm.
»Og forhåbentlig er det ikke kun os, optoget giver stof til eftertanke,« siger Anni Holm. Selvfølgelig med tanke på de mange mennesker - både de der var med i optoget og som tilskuere - som kan tage budskabet med sig videre. Og forhåbentlig sprede det.