Markeds-galleri: »Roséen SKAL vi have«
For rigtig mange mennesker er det en helt fast begivenhed at deltage i Lilleåmarked i Hadsten. Sådan er det også for vennerne Aase Kønig og Jørn Nielsen.
Det er middagstid lørdag på Lilleåmarked. Vejret er foreløbigt solrigt og skønt, så mange mennesker benytter tørvejret til at slå vejen forbi markedet, hvor der traditionen tro venter tivoli, brandvæsen, udskænkning i teltene, tombola og naturligvis kræmmere.
For rigtig mange er det en helt fast begivenhed at deltage. Sådan er det også for vennerne Aase Kønig og Jørn Nielsen, som Lokalavisen Favrskov fanger i Løvehulen, hvor de deler en flaske rosé.
»Vi er rundt og se det hele, men roséen, den SKAL vi have hvert år,« siger Aase Kønig med et smil.
Hun har boet i Hadsten i 10 år og startede egentlig med at besøge Lilleåmarked med sin mand. Da han gik bort, søgte hun efter en ven.
»Og så lagde jeg billet ind,« siger Jørn Nielsen fra Søften, som de seneste fem år har været afsted til rosé og markedshygge sammen med Aase.
Hvorfor kommer I hvert år?
»På grund af det folkelige,« lægger Aase Kønig ud.
»Vi elsker mange mennesker,« tilføjer Jørn Nielsen.
»Ja, at se nogle andre hoveder,« supplerer Aase, før hun fortsætter:
»Der sker ikke så meget i Hadsten, men det her er altså et godt arrangement.«
Selvom det er roséen, som er den helt faste tradition for Aase og Jørn, så har de også tidligere oplevet Stig Rossen og Vennerne, og gaderne med kræmmere skal skam også tjekkes ud.
»Jeg skal da også lige over og have en makrel med hjem,« lyder det fra Aase.
Nedenfor kan du se massevis af billeder fra årets Lilleåmarked.
Bemærk, at det kan tage et lille øjeblik, før alle billeder er dukket op.