Fortsæt til indhold

Guide Aarhus Festuge: Disse koncerter må du ikke gå glip af

Der er masser af musik på programmet under Aarhus Festuge. Her får du inspiration til nogle af de koncerter, du bør opleve.

Kultur og byliv
jwh

Når Medina og Andreas Odbjerg torsdag, 24. august, stiller sig op på scenen i Tivoli Friheden til den uofficielle åbning af Aarhus Festuge, er det langt fra de eneste musikalske oplevelser, som festugen har at byde på. For toner, rytmer og sangstemmer slår sig løs til forskellige festivaler rundt omkring i byen i løbet af festugedagene.

M56;10 skaber et musikmekka i Mølleparken, Alter Festival eksperimenterer med kunstneriske lydoplevelser forskellige steder i byen, Aarhus Volume og Volume Village inviterer til to dages Beta-festival under Ringgadebroen, Cluster Square lader spirende musikere spille på Klostertorvet, og Den Turkise Have åbner for lyde fra forskellige dele af verden.

Aarhus Onsdag guider dig her til en række musikalske oplevelser, som du bør skrive dig bag øret, inden du bevæger dig ud til festugens mange koncerter.

Emil Kruse

Med sin helt egen hiphop-stil har Emil Kruse slået sit navn fast på den danske musikscene. I 2016 debuterede han som solokunstner med albummet ”Slumromantiker”, som blev rost. I 2022 fulgte han op med sit andet album, som igen blev rost af anmeldere og blandt andet fik fem hjerter i Politiken. Der er derfor store forventninger til Emil Kruse, når han under Aarhus Festuge stiller sig på scenen til Beta som det, der må betegnes som festivalens hovednavn.

Koncerten finder sted fredag 25. august klokken 22 til Beta hos Volume Village under Ringgadebroen.

Kalaset har allerede vundet flere musikkonkurrencer, og lørdag giver de koncert på Klostertovet. Pressefoto.

Kalaset

I et lydunivers af indieprægede rytmer toner bandet Kalaset frem fra undergrunden og ud på scenen, når det under årets festuge giver koncert til Cluster Square. Bandet trækker stilistiske tråde til grupper som Superheroes, Broken Social Scene og The Cure, og medlemmerne leverer det med en nutidig blanding af dreampop og indierock og med tekster på dansk. Kalaset har allerede vundet flere musikkonkurrencer bl.a. Jelling Musikfestivals talentprogram Quasar samt Battle of Bands i Skanderborg.

Kalaset giver koncert til Cluster Square på Klostertorvet lørdag 26. august klokken 21.30.

Fresh!

I år er det ti år siden, at Fresh! for første gang præsenterede ny lyd fra Aarhus. Siden har Fresh! bragt navne som Tobias Rahim, Bogfinkevej, Shooter Gang og Baloosh frem på scenen i Mølleparken. Og endagsfestivalen, som finder sted til M56;10 i Mølleparken lover, at flere nye spændende navne er på programmet i år.

Festivalen finder sted lørdag 26. august fra klokken 16 til M56;10 i Mølleparken.

Colombianske rytmer kan man opleve, når Romperayo slår sig løs i Den Turkise Have. Pressefoto.

Caterina Barbieri

Tager man til Alter Festival i Voxhall 26. august, er der god mulighed for at få en særlig oplevelse, når Caterina Barbieris musikalske værker udforsker temaer som tid, rum og bevidsthed. Den elektroniske musiker og komponist fra Italien er kendt for sin innovative tilgang til lyddesign og musikalsk udforskning.

Caterina Barbieri kan opleves lørdag 26. august klokken 20.30 til Alter Festival i Voxhall.

Luke Alvin

Det er af landets nyeste popprojekter, som kan opleves, når Luke Alvin stiller sig op på scenen til Cluster Square. Han debuterede i efteråret med singlen ”What Happened To Forever?” og senest udkom “A Part of You”, som han optrådte med i Go’ Morgen Danmark på mors dag. Han leverer storytelling fra det virkelige liv og ærlige fortællinger om relationer, følelser og tankevirksomhed.

Koncerten er Cluster Square på Klostertorvet søndag 27. august klokken 21.30.

Romperayo

Colombiansk musik er ikke hverdagskost i Aarhus, men hos Den Turkise Have på Vester Allé er der under festugen mulighed for at opdage bandet Romperayo del af den nye colombianske musikscene, der genfortolker deres rødder på en fascinerende måde og kombinerer både traditionelle rytmer og moderne elektronik.

Koncerten finder sted i Den Turkise Have onsdag 30. august klokken 20.

Snack Patrol

Der skal også være mulighed for at holde en fest midt på Klostertorvet til lyden af dine yndlingshits og guilty pleasures. Den mulighed er der helt bestemt, når partybandet Snack Patrol byder Cluster Square op til dans. Det består af seks unge musikere med et repertoire, som byder på blandt andet Phlake, Dua Lipa, Thomas Helmig, Tobias Rahim og meget mere.

Snack Patrol kan opleves lørdag 2. september klokken 21.30 til Cluster Square på Klostertorvet.