Guide Aarhus Festuge: Test din viden om sexlegetøj og lær om tantra
Under Aarhus Festuge er dog også mulighed for at blive klogere på sex og kroppen.
Årets festuge er mangfoldig, og det er bestemt ikke kun kunst og musik, der kommer til at fylde i byrummet. Temaer om sex og kroppen får også plads ved flere arrangementer, hvor aarhusianerne kan blive klogere på alt fra sexlegetøj til erotisk tantra.
Aarhus Onsdag har samlet udalgte arrangmenter herunder.
Erotisk novelleoplæsning
Bogen S3X er udgivet af forlaget People’s i samarbejde med sexshoppen Peech, og den viser, at den erotiske litteraturgenre er rummelig. De i alt 23 bidragsydere til novellerne inkluderer både etablerede forfattere, kunstnere og debutanter, som er fundet gennem et open call. Under festugen kan man få læst noveller fra bogen op af kunstner Amanda Kassaris på Cluster Square.
Til anledningen bliver Cluster Square pyntet op med puder og hygge i samarbejde med Amanda Kessaris, så folk kan komme i den helt rette stemning til oplæsningen.
Tid og sted: Lørdag 26. august klokken 11.30 på Klostertorvet
Sex med P3 – Live
’Sex med P3 - Live’ kan opleves til en times talk og panelsnak. Mød velkendte eksperter, som du kender fra tv-programmet, og vært Maria Bülow, der sammen med en hemmelig gæst diskuterer de fremmødtes spørgsmål indenfor sex, krop, køn, lyst og grænser.
Tid og sted: Fredag 1. september klokken 15 i Mølleparken.
Quiz med Peech
Hvornår er det første stykke sexlegetøj dateret fra? Er seksualundervisning på pensum i gymnasierne? Og hvad er der særligt ved en bumper? Kan du svare på disse spørgsmål, eller er du spændt på, hvad svarene er, så skal du møde op til S3XY Quiz med Peech på Cluster Square.
Stil med et hold af 3 til 6 deltagere og quiz i kategorierne: Historie, samfundsfag, seksualundervisning og frikvarter. Alle kategorier omhandler sex, krop, nydelse og sexlegetøj!
Tid og sted: Fredag 1. september klokken 16 på Klostertorvet
Hvad laver en Sexolog & Parterapeut – og hvorfor?
Hvad beskæftiger en moderne Sexolog & Parterapeut sig med, og hvordan har udviklingen af samfundet og fagene igennem de seneste 30 år været?
Det er blot to af de spørgsmål, som man kan få svar på under festugen, når en sexolog og parterapeut deler ud af sin viden og erfaringer om blandt andet køn, kønsrollemønstre, familiestrukturer, parforhold og kønnene på job. Der vil også være info om uddannelserne til sexolog og parterapeut i Aarhus.
Foredraget er gratis, men man skal melde sig til på forhånd ved at kontakte Sexologiskolen Århus.
Tid og sted: Fredag 1. september klokken 18 på Sexologiskolen Århus – Skt. Clemens Torv 17, 4.sal
”Erotisk Tantra - vejen til et bedre sexliv”
Er man interesseret i at blive klogere på tantra-sex, så er det også en mulighed under festugen. Sexologiskolen Århus inviterer således ind til en aften, som først byder på visning af filmen ”Erotisk Tantra – Vejen til et bedre Sexliv” af sexolog, tantriker og filminstruktør Yazmin Fox Eisen. Bagefter vil hun svare på spørgsmål om erotisk tantra, ligesom der vil være mulighed for at meditere
Eventet er gratis, men man skal melde sig til på forhånd ved at kontakte Sexologiskolen Århus.
Tid og sted: Søndag 3. september klokken 19.30 på Sexologiskolen Århus – Skt. Clemens Torv 17, 4.sal