Fortsæt til indhold

Store Bjørn Biograf er klar igen efter sommerferien

Efter en lang sommerpause med sommerkurser på filmhøjskolen er Store Bjørn klar til at vågne fra sit hi og vise en masse gode film

Kultur og byliv
ah

Missede du nogle af sommerens store biografhit, får du nu muligheden, når Store Bjørn Biograf åbner efter sin vanlige sommerpause.

Christopher Nolan’s historiske drama om atombombens fader, den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer, blev et kæmpe hit hen over sommeren, og anmelderne har været helt i knæ.

Filmen, som er baseret på en prisvindende amerikansk roman, følger Oppenheimer, i første omgang gennem hans bestræbelser på at skabe atombomben og herefter gennem konfrontationen med at have skabt et masseødelæggelsesvåben.

Se filmen lørdag og søndag denne uge samt næste torsdag.

I en lidt anden boldgade finder vi en pragtpræstation af Paprika Steen. Man må simpelthen ikke gå glip af filmen Toves værelse, som er en intens, teaterlignende oplevelse af det dysfunktionelle ægteskab mellem Tove Ditlevsen og Victor Andreasen.

Den unge Klaus Rifbjerg kommer til frokost, men i løbet af få minutter bliver han suget ind i et sygeligt magtspil mellem Tove og Victor. I filmen er kun fire skuespillere, som alle leverer formidabelt: Paprika Steen, Lars Brygmann, Joachim Fjelstrup og Sonja Oppenhagen.

Filmen er baseret på et teaterstykke og instrueret af Martin Zandvliet, som er tidligere elev på filmhøjskolen i Ebeltoft. Den kan opleves i Store Bjørn torsdag og fredag denne uge samt torsdag 21. september.