Fortsæt til indhold

Det begynder med Tobias Rahim: Syng med på popsange

Favrskov Bibliotekerne afholder fire helt særlige fælles sangarrangementer.

Kultur og byliv
gs

Nu har du muligheden for at synge af dine lungers fulde kraft, skulder ved skulder med andre gode mennesker og akkompagneret af liveband. Hen over efteråret afholder Favrskov Bibliotekerne fire helt særlige fælles sangarrangementer.

Konceptet er enkelt: Du får teksten til en aktuel popsang, når du ankommer og sammen med sanginstruktør Line Groth og tre musikere, øver I jer på aftenens hit. Når stemmer og musik efterhånden har fundet den rette klang, er det tid til en koncert. Bagefter vil der være en øl eller sodavand.

»Nu tænker du måske, at du hverken har den største, flotteste eller reneste sangstemme. Men fortvivl ikke. Aftenen handler om at synge sammen og glæden ved musikken – med de ingredienser skulle der gerne være garanti for, at det kommer til at lyde skønt. Og ikke mindst at det bliver sjovt,« fortæller Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Ny dansk pop

Aftenen er en del af projektet Sangkraft Favrskov, hvis formål er at skabe bånd på tværs af køn, etnicitet, alder og sociale lag. Derfor ønsker Favrskov Kommune at bruge sangens kraft som løftestang til netop dét ved at blive et såkaldt sangkraftcenter.

Første koncert bliver 6. september på Hinnerup Bibliotek, hvor I skal synge ”Flyvende Faduma” af Tobias Rahim. 27. september synger I ”Hjem fra fabrikken” af Andreas Odbjerg på Ulstrup Bibliotek. 4. oktober synger I ”Geronimo” af Aura i Sløjfen, Hadsten, og 1. november synger I ”Dreams” af Jonah Blacksmith i Inside Hammel.

Du kan tilmelde dig på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside. Entré.