Lokaldysten er nu afgjort: Og den vindende landsby er...
Byen var sikret 1.000 kroner for at stille op, men hovedpræmien på 7.000 kroner var alligevel lidt sjovere at snuppe. Nu er Lokaldystens vinder-landsby fundet.
De fire landsbyer Houlbjerg, Svenstrup, Lerbjerg-Svejstrup og Thorsø har deltaget i Lokaldysten, hvor hovedpræmien var 7.000 kroner. Byerne skulle gå, cykle og løbe længst på to timer på ruter i de enkelte byer. Undervejs på en rute fik man udleveret et armbånd, som skulle placeres i en spand, når man var i mål. Tog man otte omgange, bidrog man med otte armbånd.
Mandag 4. september var armbåndene, og altså kilometerne, så gjort op, og vinderen er nu afsløret: Det blev Houlbjerg, som løb med guldet og de 7.000 kroner.
Houlbjerg endte med resultatet 3,08 kilometer per indbygger. Tallene for de andre byer hedder: 2,59 i Svenstrup, 2,50 i Lerbjerg-Svejstrup og 1,15 i Thorsø.
Selvom den lidt større by Thorsø cyklede, løb og gik mere end tre gange så mange kilometer som Houlbjerg, så rakte det altså ”kun” til fjerdepladsen, når tallene blev opgjort per indbygger.
»Jeg regnede med det«
Det var Houlbjergs repræsentant i Landsbyrådet, Ketty Schougaard, som skulle ”sælge” Lokaldysten til Houlbjerg Borgerforening.
»Efter et indledende møde om Lokaldysten tænkte jeg: Det her må de ikke sige nej til i borgerforeningen, så jeg skubbede lidt på. Jeg syntes jo, at det var en knaldgod idé, som ville skabe fællesskab, og som var ganske uforpligtende at deltage i både for borgerforeningen og byens borgere. Borgerfoeningen skulle bare sprede budskabet og valgte så også at sælge pølser, og så stod kommunen og DGI ellers for resten,« siger Ketty Schougaard, som slet ikke er overrasket over, at Houlbjerg endte som vinder:
»Det regnede jeg faktisk med, fordi vi er så lille et samfund, som står sammen og har god opbakning til tingene. Allerede til det indledende møde sagde jeg til de andre byer: ”Vi slår jer!” Jeg ved, hvad vores lille landsbysamfund kan. Jeg har boet her i 50 år og i forhold til, hvor få vi er, så er der rigtig god opbakning til det, der sker i byen.«
Ketty Schougaard tror, at omkring 75-100 personer deltog på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen i Houlbjerg.
Det er første gang, at lokalsamfund fra Favrskov Kommune deltager i Lokaldysten. Håbet er, at det er et motionsevent, der kan blive en tradition.
Det er de lokale foreninger DGI Østjylland og DGI Løb & Gang, der står bag Lokaldysten sammen med Kultur- og Fritidsudvalget og Landsbyrådet i Favrskov Kommune.