Æbeløen ved Botanisk Have er nyskabende arkitektur
Ny udstilling viser Genbrugsstationen i Lisbjerg, landsbyen Nye og Ungdomskulturhuset i det gamle Amtssygehus som eksempler på god bæredygtig arkitektur.
Gamle bygninger, der bliver genbrugt til nye formål. Nybyggeri af biobaserede materialer som træ, halm og strå. Og nye lokale mødesteder og byudvikling, der kan hjælpe med at håndtere udfordringer med biodiversitet eller modstå voldsom regn og stigende havvand.
Det er blot nogle få eksempler på, hvad der kan ske, når arkitekter tænker i nye løsninger for fremtidens byer, bygninger og landskaber. Arkitekturen er nemlig en afgørende brik, hvis vi skal lykkes med at skabe en mere bæredygtig verden og nå FN’s 17 Verdensmål inden 2030.
Den såkaldte Æbleø i Aarhus er et eksempel på det. Den er opført mellem Saltholmsgade og Møllevejen og indeholder en ny gade, Æbeløgade som forbinder området. Bebyggelsen rummer også et lille offentligt tilgængeligt parkanlæg, og den er et godt eksempel på et verdensmålsbyggeri.
Vi skal tænke os om
Tænker vi os om, når vi bygger nyt eller omdanner eksisterende bygninger, tilbyder arkitekturen løsninger, der taler ind i store aktuelle samfundsudfordringer som klima, biodiversitet, ressourcemangel, sundhed, trivsel og inklusion.
Sådan lyder baggrunden for, at Arkitektforeningen i anledning af Arkitekturåret 2023 i fortsættelse af udgivelsen af en guide til dansk arkitektur på vej mod FN’s bæredygtighedsmål, lancerer den landsdækkende vandreudstilling ”Dansk arkitektur på vej mod FN’s 17 Verdensmål – kan vi bygge os til en bedre fremtid?” Udstillingen viser 27 arkitekturprojekter fra hele landet – og heraf kommer de fem fra Østjylland. Udstillingen kan ses fra 2.-6. oktober hverdage kl. 8-16 i Trafikhallen på Aarhus Rådhus.
Udstillingen vises i et samarbejde mellem Arkitektforeningen Østjylland og Aarhus Kommune som en del af Aarhus Arkitekturuge med åbning på Arkitekturens dag 2. oktober.
»Vi er stolte over at kunne vise lokale projekter som demonstrerer at klimadagsordenen tages alvorligt og at løsningerne på udfordringerne kan bidrage både positivt og smukt til den grønne omstilling,« siger Trine Munk Hartwig fra Arkitektforeningen Østjylland i en pressemeddelelse.
Udstillingen åbner mandag 2. oktober kl. 8-9.30. Den kan ses til 7. oktober, Trafikhallen, Aarhus Rådhus, Sønder Allé.