Fortsæt til indhold

Steno inviterer på tur i rummet til en vægtløs hverdag

Der er 16 solopgange i døgnet på Rumstation Steno i efterårsferien.

Kultur og byliv
sra

Hvorfor tage sydpå, når man kan rejse ud i rummet? Og endda for et budget, hvor alle kan være med.

Efterårsferien på Steno Museet i Aarhus handler om ESA-astronauten Andreas Mogensen og livet ombord på en rumstation.

Steno Museet slår dørene op til Rumstation Steno, og det bliver en ferie fyldt med spænding, udfordringer og formidling om livet på en rumstation.

På Rumstation Steno kan du få et smugkig ind i astronauternes verden og opleve nogle af de ekstreme udfordringer, som de står over for i rummet. Du kan også gå på opdagelse i den danske ESA-astronaut Andreas Mogensens hverdagsliv i rummet i udstillingen ”Rumstationen”, som er på Steno Museet til og med 21. december.

Vægtløs hverdag

Det er hårdt for kroppen at bo på en rumstation. På Rumstation Steno kan du få fornemmelsen af, hvordan det er at leve i en hverdag med vægtløshed og under ekstreme forhold.

Hvad ville du gøre, hvis de mest simple ting på Jorden pludselig blev en kæmpe udfordring? Hvis du skulle spise tørfoder i stedet for den lækre mad fra køleskabet og drikke dit eget tis i stedet for iskoldt vand fra hanen. Tilpasse dig 16 solopgange på et døgn og kun sove, når det var muligt. Det kan du få en fornemmelse af på Rumstation Steno, og samtidig får du en unik chance for at opleve, hvordan astronauter lever og arbejder i rummet.

Man kan opleve eksperimenter med lys, lyn og vandrensning, og find desuden ud af, hvilke forsøg ESA-astronauten Andreas Mogensen skal lave.

I Planetariet kan du læne dig tilbage og blive klogere på Den Internationale Rumstation (ISS), stjernerne og planeterne udenfor. Dyk ned i de fascinerende detaljer omkring livet på ISS, og udforsk mysterierne i det ydre rum. Forestil dig at svæve rundt i en rumdragt, mens du kigger ud på det uendelige univers - det er en oplevelse, der vil give dig et helt nyt perspektiv på vores solsystem.

På Steno Museet kan du også lære mere om den danske astronaut Andreas Mogensens hverdag i rummet. Foto: Lars Kruse

Styr robotarmene

Rumstation Steno har ikke kun astronauter, men også nogle vilde robotarme, der skal kontrolleres og styres. Test dine evner og se, om du kan få styr på robotarmene og arbejdet gjort. Sammen med datalogistuderende fra Aarhus Universitet kan du hjælpe med at udføre opgaver i rummet.

På Rumstation Steno er fysisk træning en vigtig del af hverdagen. Astronauter skal opretholde deres fysiske form for at kunne klare de krævende opgaver i rummet. Er du klar til at træne som en ægte astronaut? Prøv astronaut-træningsprogrammet og oplev, hvor udfordrende det kan være at holde sig i form i vægtløs tilstand.

En tur til Rumstation Steno er ikke helt fuldendt uden at trække i en (næsten) ægte rumdragt og snuppe et billede som astronaut. Tag rumdragten på, få styr på tjeklisten, og spring ud i det uendelige univers, hvor du også kan se Rumstation Steno udefra gennem rumstationens vinduer.

Rumstation Steno er åben hver dag i efterårsferien.