79-årig aarhusianer imponerer Tom Jones og Will.i.am i The Voice UK
Stan Urban fra Skæring har deltaget i den britiske udgave af The Voice, hvor hans optræden i den grad imponerede de fire coaches.
Du kan se Stan Urbans optræden i The Voice UK nederst i artiklen.
Så gjorde han det igen.
Stan Urbans evner bag et klaver har atter fået international opmærksomhed. For fire år siden gik det viralt, da han spillede klaver på en togstation i den skotske by Dundee. Seancen blev optaget på video, som sidenhen har fået flere millioner visninger.
Lørdag så millioner af engelske tv-seere med, da den skotske rockpianist, som siden 1984 har boet i Skæring, rockede med Chuck Berry-hittet ”Little Queenie” på klaver som deltager i talentprogrammet The Voice UK på tv-kanalen ITV. Til stor begejstring for både publikum og de fire såkaldte coaches bestående af selveste Tom Jones, Anne-Marie, Will.i.am og Olly Murs.
Sidstnævnte valgte at trykke 79-årige Stan Urban videre i programmet, imens Tom Jones brugte anledningen til at synge for, da Stan Urban blev opfordret til at give et ekstranummer på klaveret med Jerry Lee Lewis’ ”Great Balls of Fire”.
»Det var overvældende,« lyder det som det allerførste fra Stan Urban, da Din Avis Aarhus taler med ham, efter udsendelsen er blevet vist på TV og publiceret på Youtube.
Men selv om opmærksomheden er noget større ved en optræden på landsdækkende britisk TV end festuge-koncerter eller på små spillesteder rundt omkring i det østjyske, så var der ikke den store forskel for Stan Urban.
»For mig var det bare ligesom enhver anden koncert, som jeg ville give i Aarhus eller Randers. Bare sæt mig foran et klaver, og så har jeg det, som om at jeg er hjemme,« fortsætter Stan Urban.
Han er kendt for at spille rock fra 1950’erne, og det er typisk numre af kunstnere som Chuck Berry og Jerry Lee Lewis, han leverer. Det har han gjort verden over, blandt andre i Japan, USA og i flere arabiske lande. Selv havde han aldrig forestillet sig at deltage i et talentprogram:
»Jeg kan ikke normalt lide programmer, hvor folk deltager for at blive en stjerne, men jeg fik at vide, at det her er det største show, så jeg tænkte: ”Okay, lad os prøve det”,« fortæller Stan Urban og oplyser, at det var ITV, som bad ham om at stille op.
»Jeg er sikker på, at de har set videoen af mig på togstationen. Hvor skulle de ellers kende mig fra?«
Hvordan det går ham i det videre forløb i talentprogrammet, må han ikke sige noget om.
»Jeg kan ikke sige, hvad der sker. Nu har det første program været sendt, så jeg kan fortælle alt om det, men jeg må ikke sige noget om det næste. Jeg kan kun sige, at jeg er med,« fortæller han.
Du kan se Stan Urbans første optræden i The Voice UK herunder.