Vraget danseveteran vender tilbage: »Jeg var meget overrasket«
Den professionelle danser Michael Olesen bliver fredagens gæstedommer i "Vild med dans". Og så har han også koreograferet den wienervals, de fem par skal danse.
Selv om Michael Olesen ikke er blandt de professionelle dansere på gulvet i årets udgave af ”Vild med dans”, tager han nu alligevel en svingom i denne sæson.
Michael Olesen bliver nemlig gæstedommer i kvartfinalen, som valser over skærmen fredag aften.
Det annoncerer TV 2, og på sin Instagram-profil sætter Michael Olesen også ord på comebacket.
»Jeg var meget overrasket, men blev også utroligt glad, da jeg modtog et telefonopkald og blev spurgt, om jeg ville være gæstedommer til aftenens program,« skriver han i et længere opslag på det sociale medie.
»Tak for at have betroet mig denne ære at være en del af dommerpanelet i aften,« slutter Michael Olesen opslaget.
Derudover har han også været med de fem tilbageværende par i træningslokalet forud for kvartfinalen.
Sammen med en anden kending af programmet - den professionelle danser Katrine Bonde - har han koreograferet den wienervals, som skal danses som en holddans.
Årets udgave af ”Vild med dans” er den 20. sæson af det populære program, og Michael Olesen har ikke lagt skjul på, at han var meget ked af ikke at være udvalgt blandt de professionelle dansere i år.
Han havde endda efteråret fri til at medvirke hele vejen.
»Jeg elsker ”Vild med dans” og alt, det kan, og det er en meget stor del af mig. Derfor er jeg også oprigtigt ked af ikke at skulle være en del af ”Vild med dans”,« skrev han i et åbenhjertigt opslag på Instagram.
Debuterede i 2007
Michael Olesen debuterede på dansegulvet helt tilbage i fjerde sæson i 2007 med Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing.
Med undtagelse af 18. sæson i 2021 har Michael Olesen været blandt de faste professionelle dansere i samtlige sæsoner siden sin debut.
Selv i 18. sæson, hvor han var på barsel med sin og kæresten Joan Divines søn, Felix, medvirkede han i særprogrammet ”Vild med dans - Knæk Cancer”.
Michael Olesen har også vundet dansedysten. Det skete i 2017 med skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke.
Senest dansede Michael Olesen med tv-værten Heidi Frederikke Sigdal.