Barndomsvenner på cykeltur til Athen for at støtte godt formål
Mere end 100.000 kroner har Lars Albæk og Peder Møller cyklet ind til Hospice Djursland og Strandbakkehuset i Rønde.
Lars Albæk og Peder Møller, der er barndomsvenner fra de var få måneder gamle, opfyldte her i sensommeren 2023 deres fælles drøm om at cykle til Athen.
Begge har delvist trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet og den 29. juli satte de sig på cyklerne udenfor Hospice Djursland og Strandbakkehuset i Rønde, og startede de 3.600 km til Athen.
Turen havde flere formål. Først og fremmest gjaldt det om at tage på tur sammen igen og nyde det livslange venskab gennem 63 år. Sidegevinsterne var at opleve Europa på cykel, holde sig fysisk og mentalt aktive, og vise andre at man som senior godt kan påtage sig nogle spændende udfordringer.
Desuden ønskede de to barndomsvenner at indsamle penge til Strandbakkehuset, Børne- og Ungehospice i Rønde. Og det mål lykkedes til fulde: 70 private sponsorer og 10 virksomhedssponsorer har nemlig bidraget med beløb, der blev til 28 kr. pr. kørt kilometer til Lars og Peder.
Hør om turen
De to barndomsvenner kunne derfor overrække lidt mere end 100.000 kr. til formand for støtteforeningen for Hospice Djursland og Strandbakkehuset, Egon Jensen, da der torsdag 9. november var inviteret til en aften sammen med Lars og Peder, der fortalte om deres fantastiske og spændende cykeltur til Athen.
Hvis man er interesseret i at høre om cykelturen til Athen og gerne vil støtte op, kan man møde Lars og Peder ved to arrangementer. Det ene foregår i Enslev Forsamlingshus 29. november kl. 19, hvor der er ’To på Tur samt Ost & Pølsebord. Entré 100 kr. Overskuddet går til Støtteforeningen for Hospice Djursland & Strandbakkehuset. Det andet er ved Gjerrild Husmoderforening og det lokale menighedsråd torsdag 28. februar kl. 19.