Fortsæt til indhold

Gik konkurs: Nu genopstår Deluca Film med ny ejer

Den aarhusianske iværksætter Poul Vogelius er ny ejer af produktionsselskabet Deluca Film, som genopstår i nyt navn efter konkurs.

Kultur og byliv
jwh

Indspilningerne af den populære TV 2-serie ”Hvide Sande” blev stopppet øjeblikkeligt for et par måneder siden, da pengekassen i Deluca Film var tæt på helt tom. Kort efter blev det aarhusianske produktionsselskab erklæret konkurs.

Men nu er der nyt.

For fredag kan den aarhusianske iværksætter Poul Vogelius fortælle i en pressemeddelelse, at han er ny ejer af selskabet, som genopstår under det nye navn Deluca.

»I en tid, hvor internationale streamingtjenester er med til at ændre forretningsmodellen, og vi forbruger film og dokumentarer markant anderledes end tidligere, er det afgørende, at vi sørger for at bevare og styrke danske film- og tv-produktioner,« siger Poul Vogelius, der med en fortid i revisionsbranchen og hans andre virksomheder mener, at han er vant til at kunne styre økonomien i større projekter i en stadig mere kompleks verden.

Han har desuden været tilknyttet Deluca Film som deres eksterne revisor i 25 år, før han solgte sin virksomhed.

»Jeg glæder mig til at komme tættere på virksomheden, og til at være med til at præge dens fremtid. Morten og hans medarbejdere i Deluca Film har været vildt dygtige til at producere kvalitetsindhold. Men de blev i år ramt af den perfekte storm. Den blotlagde nogle svagheder, som vi nu får mulighed for at rette op på,« fortæller han.

Deluca Films tidligere direktør, Morten Rasmussen indtræder i en ny rolle i virksomheden som producer, producent og daglig leder.

»Jeg er enormt taknemmelig for, at det hurtigt er lykkedes os at finde en stærk måde at fortsætte den virksomhed, jeg har levet og åndet for i 28 år,« siger han i pressemeddelelsen.

Virksomheden vil fortsat have base i Aarhus. Ifølge pressemeddelelsen mangler der fortsat at blive lagt en ny strategi for den nye virksomhed, ligesom det endnu ikke er klarlagt, hvilke produktioner der kan igangsættes snart, og hvor mange hænder, der er behov for i den kommende tid.

Deluca Film blev etableret i 1995 og står bag store tv- og filmproduktioner såsom ”Hvide Sande”, ”Forfulgt af Politiet”, “Tag min hånd”, “Britta og de forsvundne millioner”, “Klienten” og “Julemandens Datter”.