Fortsæt til indhold

Vild med dans-stjerner finder begge kærligheden efter skilsmissen

Danseren Katrine Bonde og musikeren Noam Halby har begge fundet kærligheden igen, efter at de tidligere på året gik fra hinanden, skriver Her & Nu.

Kultur og byliv
/ritzau/

Man siger, at julen er hjerternes fest.

Danseren Katrine Bonde og musikeren Noam Halby har begge fundet en at flette deres julehjerter sammen med igen.

Det skriver Her & Nu.

Ifølge ugebladet afslører Noam Halby på det sociale medie Facebook, at han har fået en ny kæreste, Simone, mens at Katrine Bonde på sin Instagram-profil skriver, at hun er meget forelsket.

»Jeg deler mere, når tiden er klar,« tilføjer hun i opslaget på det sociale medie.

Katrine Bonde og Noam Halby oplyste i februar, at de var gået fra hinanden efter 14 år sammen.

Den i dag 39-årige danser og 51-årige Johnny Deluxe-forsanger mødte hinanden under ”Vild med dans” tilbage i 2009, hvor sjette sæson valsede over skærmen. Parret dansede sig til en syvendeplads, men vandt hinanden.

Året efter gik de kortvarigt fra hinanden, men fandt siden sammen igen. I 2012 fik de sønnen Milas, og i 2017 kom datteren Saga til verden.

Noam Halby friede til en måbende Katrine Bonde for åben skærm i ”Go’ Morgen Danmark” i 2013.

Tre år efter blev parret gift og var sammen i syv år som ægtepar, inden kærligheden bristede.