Fortsæt til indhold

Blues Jam Sessions på Kulturgrunden med maestro Ole Frimer som jamvært

Kulturgrunden i Hornslet bliver epicentret for et bluesinferno, når Ole Frimer inviterer til jamsessions i 2024. Foreløbig tre aftener med musikalsk udskejelser, improvisation og stemning.

Kultur og byliv

I skyggen af vin- og ølbaren The WineBottles lukning i Ryomgård har Hornslet, med Kulturgrunden i front og guitaristen Ole Frimer ved roret, taget initiativet til at skabe et nyt bluesfællesskab og byde velkommen til tre aftenfyldte blues-jamsessions.

Vi synes selv, det er lidt af et scoop, at vi har fået denne henvendelse fra Ole Frimer og glæder os til at se, hvordan det spænder af.
Lotte Jensen

Et scoop

Ole Frimer, mangeårig bluesguitarist på den danske scene og en række internationale, var manden, der trak i de musikalske tråde og sørgede for, at de månedlige bluesaftener på The Wine Bottle fik et flot format.

Han har efter, at ’bluesen blev hjemløs’ på Djursland været på udkig efter et nyt sted. Derfor henvendte han sig til Lotte Jensen, primus motor og bestyrelsesformand for foreningen Kulturgrunden som arbejder på at komme i mål med et kulturhus i tilknytning til Kom-Bi i Hornslet midtby.

Henvendelsen har resulteret i, at der i det nye år bliver arrangeret foreløbig tre aftener med blues jam sessions i cafeen i Kom-Bi med Ole Frimer som vært.

Første gang lørdag 6. januar.

»Vi synes selv, det er lidt af et scoop, at vi har fået denne henvendelse fra Ole Frimer og glæder os til at se, hvordan det spænder af,« siger Lotte Jensen.

Tapas og blues

»Vi har gode forventninger til, at det kan blive et tilløbsstykke for både musikere og gæster, der gerne vil høre livemusik,« siger Lotte Jensen.

Det er planen, at dørene åbnes klokken 18, hvor alle kan nyde en tapastallerken fra Madkompagniet og gøre klar til, at den første guitar bliver tændt klokken 20.

Musikken spiller frem til klokken 23.

’Flesh to string’

Begrebet bluesjam er ikke nyt.

De senere år er det blevet populært på mange spillesteder landet over.

En af de musikere, der har stor erfaring med at lede en jamsession med blues i fokus, er netop Ole Frimer. Han har været med på musikscenen i fem årtier.

En fortid i Blue Junction og et tæt duo-samarbejde med nu afdøde Peter Thorup har været blot et par af højdepunkterne i en lang musikalsk karriere, der slet ikke er slut endnu for Aalborg-fødte Frimer, der har slået rod med familien i et parcelhuskvarter i Ryomgård med både kort afstand til naturen og til storbyen Aarhus, som Ole Frimer slog sine folder i tidligere, da musikken fik overtaget, men studierne på Aarhus Universitet i biologi også blev passet og fuldført til perfektion.

Blueslegenden er autodidakt og kender om nogen kravene til at øve sig, hvis man vil være god og være berømmet for sin ’flesh to string’-teknik.

Musikalsk interesserede vil vide, at Ole Frimer har været meget aktiv på pladefronten i en årrække og også har bevæget sig udenfor den traditionelle bluesgenre med en musikalsk stil, der nok er blå men også rummer elementer fra rock, jazz og fusion.

Med Knud Møller

Hans nuværende Ole Frimer Band har udgivet ’Blålys’ (2014), Live At Blues Baltica (2015), ’Faerd’ (2020) og Live in Eppingen (2020).

I dette efterår havde Frimer planlagt en koncertrække med den ferme Gnags-guitarist Per Chr. Frost, men planerne faldt fra hinanden efter Frosts pludselige og tragiske død i marts 2023.

I stedet for Per Chr. Frost trådte den velkendte guitarist Knud Møller ind som Ole Frimers nye samarbejdspartner. Den erfarne musiker, der tidligere har delt scenen med navne som Johnny Madsen, Peter Belli og Hans Theessink, har spillet op til Frimer i Ole Frimer Trio.

Kommer Blom også?

Guitaristen Martin Blom, som bor i Ebeltoft, har også været bluesjamvært på The Wine Bottle og mange andre steder rundt i landet. Kendere er jævnligt stødt på ham på den århusianske bluesscene som medlem af blandt andre det 35 år gamle århusianske bluesband The Trouble Cats og trioen Sidetrackers.

Han vil sikkert også dukke op i Hornslet og medvirke til, at aftenerne bliver heftige og svedige.