Ole Sønderskov Hansen mobiliserer for Kanoner og Dragoner Festival: Opfordrer til fælles indsats
Socialdemokratiets Ole Sønderskov Hansen opfordrer til, at kommune og frivillige mødes og finder ud af, hvordan Kanoner og Dragoner festivalen i Rønde Bypark bevares.
le Sønderskov Hansen (A) træder nu frem og opfordrer til en fælles indsats for at bevare denne historiske begivenhed, Kanoner og Dragoner i Rønde Bypark fremover.
Festivalen har bidraget stort til at skabe en tradition i Syddjurs.
»Det er træls, at arrangørerne ser sig nødsaget til at indstille festivalen. Den har været en lokal perle og har formået at vække interesse for vores historie,« siger Ole Sønderskov Hansen, medlem Kultur-, fritid- og landdistriktsudvalget.
National og lokal betydning
Festivalen, der udspringer af begivenheder omkring General Ryes strategiske tilbagetrækning til Helgenæs og herfra videre til et afgørende slag i Fredericia, har ikke blot lokal, men også national betydning.
Ole Sønderskov Hansen siger: »Foreningen Kalø 1849 har med rette sat fokus på General Ryes tilbagetrækning og strategiske manøvrer. Festivalen har kastet et nyt lys over en vigtig del af Danmarks historie, der udspillede sig lige her i vores kommune.«
Bredt kommunalt engagement
Foreningen 1849 har især beklaget kulturchef Ole Wolfs afgang hos Syddjurs Kommune for at overgå til at blive biblioteksleder:
»Vi kan kun beklage Ole Wolfs afgang som kulturchef i Syddjurs Kommune, og hans betydning for festivalen er uomtvistelig, men det kommunale engagement har været bredt og ikke kun afhængig af en enkelt person,« fastslår Socialdemokratiske kulturordfører.
Festivalens første to år har været markante succeser.
Derfor undrer Ole Sønderskov Hansen sig en smule: »Jeg har aldrig før hørt om, at festivalen skulle stoppe. Tværtimod ser jeg et stort potentiale for videre udvikling.«
Han håber nu, at repræsentanter for foreningen 1849 vil tage kontakt til forvaltningen og politikerne for at identificere udfordringer og finde løsninger.
»Det, der er sket, kommer bag på mig, og jeg håber, at vi sammen kan afklare de problemer og udfordringer, der er opstået, og finde løsninger. Det er i alles interesse at bevare festivalen,« opfordrer Ole Sønderskov Hansen.