Podiet er død, Toldboden genopstår og Open Air overlever
Det kunne lyde som noget fra et juleevangelium, men det er det ikke. Det er noget så jordnært som gode nyheder om fremtiden for et værtshus og en Open Air koncert i Ebeltoft.
Her kommer fortællingen om en genfødsel af både et værtshus og en koncert under åben himmel. Vi starter dog med et farvel. 29. december var nemlig sidste åbningsdag for Podiet Sport og Musikbar på Toldbodvej i Ebeltoft.
Her langede Bent Thers sin sidste fadøl over disken som forpagter af Podiet. Hvad han skal fremover, kan du læse længere nede i artiklen, for først skal vi fortælle, at det er fem år siden, han indtog baren. Det er derfor også fem år siden, at stedet skiftede navn. Indtil da, og siden 1982, har det heddet Toldboden, og det kommer det til igen nu.
Den genfødsel er ejer af ejendommen, der huser både værtshuset og diskoteket Klub K, svært godt tilfreds med.
»Det synes jeg da er dejligt. Jeg lovede jo i sommer, at vi under ingen omstændigheder ville lukke, og at vi selvfølgelig ville finde en ny forpagter, og det er lykkedes os,« siger Hans Helligsø, som sammen med sin datter går og gør rent efter en fest på diskoteket, da avisen fanger ham.
Alt andet end storbysnude
Toldboden åbner 1. februar. Den nye forpagter er Louise Falkenstrup, og hun driver i forvejen tre værtshuse i Østjylland: Det ikoniske værtshus Jacob Skomager i Aarhus centrum, Skåde Bodega, og Lulles bodega i Galten. Louise Falkenstrup er altid bare blevet kaldt Lulle, hun bor i Aarhus, men er alt andet end en storbysnude, forsikrer hun.
»Jeg er helt nede på jorden, og det er mine værtshuse også. Alle skal føler sig velkommen, både de unge, direktøren og de, der bruger værtshuset på daglig basis. Mine stamgæster er det vigtigste for mig.«
Hun har valgt at genoplive navnet Toldboden:
»Jeg har lidt hørt, at det er det, som folk stadig kalder det, så det synes jeg, det skal hedde igen.«
Selv kommer hun ikke til at stå meget bag baren, men mere ordne administrative ting som regnskab og indkøb. Det er dog også hende, der laver arrangementer, og dem vil der komme en del af, for eksempel livemusik, sprutbanko, rafleturneringer og rabataftener for studerende.
»Og så skal der selvfølgelig stadig være mulighed for at se noget fodbold. Jacob Skomager er en AGF - bar, som vi også er sponsor for, og jeg kan forstå, at det ikke falder i helt dårlig jord i Ebeltoft,« siger hun med et smil.
Toldboden kommer til at have åbent alle ugens dage fra klokken 11, og 3. februar vil der blive en åbningsfest. Det er i øvrigt samme dag, at dansefesten Karmaklubben går i luften første gang på Klub K lige nedenunder Toldboden, så der bliver gang i den gamle, gule dame på Toldbodvej.
Hvad skal Bent så nu?
Da Bent Thers annoncerede sin afsked fra Podiet, var det blandt andet med begrundelsen, at det i længden blev for opslidende med de lange og skæve arbejdstider. Han fortsætter dog ét af de tiltag, han startede på Podiet, nemlig Open Air.
Udendørskoncerten finder sted igen i 2024, nærmere bestemt 27. juli, men denne gang i Skovpavillonen Humle, hvor der er plads til 500 danseglade gæster. Som en lille forkælelse vil der også blive arrangeret shuttle-busser til Ebeltoft, når arrangementet slutter.
Bent Thers laver en musikforening til lejligheden, hvilket betyder, at han kan søge økonomisk hjælp til arangementet fra blandt andet fonde. Det skulle gøre billetprisen billigere, da der ikke skal genereres et overskud. Skulle der komme et, vil det gå ubeskåret til musikarrangemneter på plejehjem, fortæller han.
På programmet står MD Duo der leverer originale radiohits som Thy, Malta og Gi´ mig fri nu Til middag spillet, som en fast del af repertoiret. Der er til hver en tid også mulighed for at skråle med tidernes største hits fra Johnny Madsen, Rasmus Seebach, Bamses venner m.m.
Båndsalat kommer også og spiller op til fest med et repertoire, der byder på kæmpehits fra de sidste fem årtier.
Kvartetten De spildte Talenter med Ebeltoft-lokale Frank Larsen som forsanger kan også opleves 27. juli, og præcis som sidste år slutter bandet Venus af med en kavalkade af 80’er hits. De spillede også på Podiet i 2021 og 2023.
Billetsalget starter 1. februar.
Nu hvor 58-årige Bent Thers har overdraget Podiet, har han masser af tid. På spørgsmålet om, hvad han nu skal lave, svarer han:
»Jeg plejer at sige, at jeg skal leve af overskuddet fra Podiet, og når de tre dage er gået, så må vi se det til.«