Fortsæt til indhold

Byen Rundt: Mennesker, mumier, alternative virkeligheder, den gamle og den kongelige

Selvom julens kolde helligdage er over os, er livet i Aarhus bestemt ikke gået i vinterhi. Der er masser at lave - både for dem, der ikke kan få nok af julen og for dem, der hellere vil se en mumificering end høre mere om kravlenisser.

Kultur og byliv

Julen i Den Game By

Oplev, mærk og smag julen gennem tiden – med lysende lanterner, de hyggeligste pyntede gader og varme, sprøde æbleskiver.

Tag på en juletidsrejse gennem 400-års traditioner, besøg butikker og folks hjem og se, hvordan man har pyntet til jul gennem tiden. Smag julemad og juleknas, og tag ungerne med på nisseloftet, hvor møblerne er magiske og forvandler alle børn til nisser.

Stemningen i Den Gamle By er svær at slå, især i juledagene.

Tid: Der er åbent alle dage i julen, også 24. og 31. december.

Sted: Viborgvej 2, Aarhus C.

I Den Gamle By kan man lune sig ved en kop varm gløgg. Der åbent alle juledagene og nytårsdag med. Foto: Tahmasbi

Træd ind i en alternativ virkelighed

Aros er aktuel med en ny udstilling ved navn ’The Cosmos Within’. Bag den står en masse internationale kunstnere, som på tværs af tid og sted arbejder i krydsfeltet mellem kunst, healing og magi.

Fælles for kunstnerne er, at de arbejder med værkerne som en form for portal, hvor tanken er at lede publikum ind i alternative og sanselige verdener, hvor nutidsmenneskets forhold til naturen, kroppen og det åndelige gentænkes og genoplives.

For spacy eller interessant? Museet har åbent mellem jul og nytår, så der er rig mulighed for at lægge julen på hylden for en stund og nyde Aros’ mange kroge og alternative verdener.

Tid: 26.-30. december fra kl. 10. Åbner igen 2. januar.

Sted: Aros Allé 2, Aarhus C.

Udstillingen 'The Cosmos Within' kan opleves fra 2. december til 7. april 2024. Her ses værket 'Matrix Vegetal' af Patricia Domínguez

Klima, kriser, konsekvenser

I 2005 førte ekstrem tørke til hungersnød i Malawi, og fotograf Jakob Dall forevigede de menneskelige konsekvenserne af den fejlslagne høst med sit kamera. Siden da har Jakob Dall besøgt de 18 lande, som ifølge FN’s klimapanel er nogle af de mest berørte af forandringer i klimaet.

Slå et smut forbi Dokk1 og se de nærværende og skræmmende fotografier, der giver beskueren indsigt og perspektiv i klima problematikkens menneskelige omkostninger og er suppleret af tekster fra hvert land, der hjælper til forståelsen af problemernes omfang.

Tid: Dokk1 åbner 27. december kl. 8.

Sted: Udsigten, Hack Kampmanns Plads 2, Aarhus C.

Fotografierne viser hverdagen for de mennesker, der er direkte berørt af temperaturstigninger og katastrofer. Foto: Jakob Dall

Fra menneske til mumie

Oplev forvandlingen fra menneske til mumie på en guidet tur på Moesgaard med ”live”-mumificering.

Ved at følge ældgamle balsameringsmanualer og den nyeste forskning er det muligt at gennemgå en mumificering fra start til slut. Alt, fra det første trin, hvor man fjerner hjernen og organerne til det syttende og sidste, hvor den indpakkede mumie får sin ansigtsmaske på.

Når mumien er klar, går turen videre til gravkammeret i udstillingen for at se mumiens hvilested og det luksuriøse efterliv, som egypterne var besatte af at opnå. Undervejs vil der være fortællinger om de egyptiske guder, og om hvordan Osiris opnåede udødelighed som efterlivets gud.

Tid: 26.-30. december og igen efter nytår.

Sted: Moesgaard, Moesgård Allé 15, Højbjerg.

Mumie af en kvinde fra den græskromerske periode. Kom på en guidet tur på Moesgaard og bliv klogere på mumificering og balsameringsmanualer. Foto: Museo Archeologico Nazionale, Firenze, Italien

Nøddeknækkeren

Den Kongelige Ballet besøger Musikhuset med en sand juleklassiker.

Traditionen tro indtager Den Kongelige Ballet scenen i Musikhuset i decembers sidste dage. George Balanchines populære ballet Nøddeknækkeren har siden 1954 været en fast del af julerepertoiret rundt omkring i verden og selvfølgelig også i Aarhus.

Det Kongelige Teaters balletmester, Nikolaj Hübbe, står bag iscenesættelsen, mens Anthony Ward står bag den smukke scenografi. I orkestergraven sidder Aarhus Symfoniorkester og fuldender oplevelsen.

Tid: 29. og 30. december med varierende spilletider.

Sted: Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C

Nøddeknækkeren opføres i Musikhuset 29. og 30. december. Arkivfoto: Mik Eskestad