Første gang for komikeren: Kalder det for et 'lille mirakel'
Komiker Mahamad Habane og hans hustru Kafiya skal være forældre for første gang.
Hverdagen kommer til at se helt anderledes ud for komiker Mahamad Habane i løbet af det kommende år.
Han vil blive udfordret i den ædle kunst at skifte bleer og skal finde den helt rigtige vuggeteknik, for den 33-årige komiker skal nemlig være far for første gang.
Det afslører han i et opslag på Instagram med billeder af ham og hustruen Kafiya der smilende peger på Kafiyas voksende mave.
»Farvel til året, hvor vores største skat begyndte at tage form i det skjulte. Et år med stille glæde og voksende forventning,« skriver komikeren i et opslag på Instagram og fortsætter:
»Nu åbner vi dørene til 2024. Vi er taknemmelige for det, der har været, og spændte på det, der kommer. Lad det nye år bringe os nærmere vores lille mirakel og alt, hvad det indebærer.«
Parret blev gift i 2021, efter at de havde kendt hinanden i godt og vel seks år. Komikeren afslørede også dengang nyheden med et opslag på Instagram.
Mahamad Habane debuterede som komiker i 2015.
Siden har han medvirket i blandt andet sæson fire af TV 2-programmet ”Stormester”, og to gange har han underholdt ved Kronprinsparrets Priser.
Han er lige nu aktuel i underholdningsprogrammet ”Lol: Den der ler sidst” på streamingtjenesten Prime Video.